Svend Brinkmanns gud

 

 

I øjeblikket er den socialdemokratiske regering under heftig kritik fra flere sider, for i alt for høj grad at satse på nogle fremtidige teknologiske løsninger, for at nå de klimamål, som man er blevet enige om i folketinget. Endnu et eksempel på, at en ensidig tillid til rationalitet og teknologi, ikke er tilstrækkelig basis for vore politiske beslutninger. Det er nødvendigt med følelser og tro, hvad man kunne kalde det åndelige aspekt af tilværelsen.

Derfor er det væsentligt, at den populære meningsdanner, psykolog  Svend Brinkmann, nu melder sig med en bog om sit forhold til gud. I et interview i Kristeligt Dagblad (7/5-21) omtaler han således, hvordan den amerikanske teolog John Caputo har ændret hans syn på religion og hans holdning til gud.

Siden min pensionering for 21 år siden, har jeg selv beskæftiget mig med religionens betydning for vort forhold til vor væren i verden, ikke mindst fordi jeg mistænker, at en religiøs overbevisning i mange tilfælde kan gøre os mindre i stand til at tackle de udfordringer, vi er stillet overfor. Bl.a. derfor har jeg fulgt teologiske diskussioner, for der igennem at søge svar på, hvorledes man i teologien stiller sig til spørgsmål om klimakrise og biodiversitet.

I den sammenhæng er jeg også stødt på John Caputo, hvorfor jeg mener mig i stand til, i et vist omfang, at kaste lys over den trosform eller teologi, som har inspireret Svend Brinkmann. Men før jeg gør det, en kort bekendelse. Det har nemlig ofte irriteret mig, når jeg læste teologiske og filosofiske skrifter om religion, at skribenten ikke har meldt sig eget ståsted ud fra start, således at man har kunnet forholde sig til vedkommendes personlige forhold til emnet.

Jeg tror på det hellige i mig selv, som det der får mig til at indse, at der er noget, der er større end mig selv, noget jeg har forpligtelser overfor. Min familie, mine medborgere her i byen, mine landsmænd, borgerne i de lande og nationer, som mit land er i samkvem med. I sidste instans er jeg forpligtet overfor den art, jeg tilhører. En art, der som den eneste i naturen, er i stand til at se og erkende sin omverden på den måde. Deri ligger vor hellige forpligtelse.

Denne tro ser jeg først og fremmest begrundet i den filosofiske antropologi, repræsenteret ved Helmuth Plessner (1892-1985). Han ser mennesket som enestående i naturen, i kraft af dets ’excentriske positionalitet’. Kort fortalt består denne i, at vi lever i flere forskellige verdener, en indre tankeverden, en ydre social verden, samt en verden, som udgøres af vor art. Dette forhold har eksisteret siden vore første forgængere, er altså blevet udviklet sammen med vor eksistens som art. Men vor viden om de forskellige verdener har udviklet sig voldsomt siden de første mennesker.

Nu arbejder jeg med den forestilling, at det sted i os, hvor disse verdener mødes, det er det sted hvorfra vi sikrer vores overlevelse. Dette ’sted’ kalder jeg det hellige. Meget af det, vi møder i vor verden, som vi kalder helligt, det har sin oprindelse i dette sted.

Derimod er jeg ikke tilhænger af nogen etableret religion, Jeg kalder en gang imellem mig selv for religiøs, men afslappet (i modsætning til militant)  ateist. Det militante kommer først ind, hvis jeg kan se religion eller tro som negative eller destruktive fænomener.

Tilbage til Svend Brinkmann og John Caputo. Sidstnævnte har en religionsforståelse, som på mange måder falder sammen med ireren Richard Kearneys. De er begge repræsentanter for en retning som er blevet kaldt ’svag teologi’. Den svage teologis gud griber ikke ind i naturen. Derfor fremhæver den svage teologi menneskets ansvarlighed for at handle i verden, her og nu.

Richard Kearney har i en bog ”Reimagining the Sacred” (2016) diskuteret sin teologi med en lang række andre teologer og/eller filosoffer. Herunder i en lang samtale med John Caputo, fra hvilken jeg henter det følgende.

Såvel John Caputo (JC) som Richard Kearney (RK) forsøger at etablere en ny forestilling om gud, som for RK’s vedkommende består i en anateisme, d.v.s. en gudsforståelse, som på samme tid består i en forkastelse af de gamle gudsbegreber samt en udvikling af en ny gudsforståelse.

Som Svend Brinkmann (SB) siger i interviewet: ”Guds dårskab er, at han ikke eksisterer, men insisterer”. Hvad insisterer gud på? På at mennesket skal opdage ham. Såvel JC som RK ser mennesket som havende den afgørende rolle i guds tilsynekomst. En af de bøger JC har været medforfatter på hedder ”After the Death of God” (2007) og den seneste af RK ”Anatheism: Returning to God After God” (2010).

Et nøglebegreb hos JC, fremhævet af SB i interviewet er det ubetingede. Som han siger ”…mister vi troen på det ubetingede, har vi kun instrumentaliseringens, opportunismens og købmandsskabets logikker.”

Jeg vil tro, at ’det ubetingede’ er SB’s oversættelse af ’undecidability’  - det ubestemmelige – hos JC. Det som kommer før, eller ligger under såvel teisme som ateisme. Ifølge JC er vi, stillet overfor denne ubestemmelighed, henvist til en bekræftelse af, at vi er fortabt. (Vi kan aldrig få greb om det hellige?) Han siger: En person kan bevæge sig fra dyb  tro, over ateisme og derfra til agnosticisme. Det er den dybere struktur i selvet, af at være på vej, som ligger bag alle disse positioner, som interesserer mig.

Når det kommer til guds almagt, henholder JC sig til den tyske idealist Meister Eckhart (1260—1328), som sagde, at gud har lige så meget brug for os, som vi har for ham. Gud er ikke gud før vi dukker op. Det guddommelige liv er en del af os, og det er os der gør alt det hårde arbejde….Det er i os at Gud bliver Gud.

I samtalen med RK, forholder JC sig også til spørgsmålet om ’religious truth’, religiøs sandhed.  Her er hans holdning, at der er mange forskellige religioner, og hvilken man tilhører er langt hen ad vejen, et spørgsmål om, hvor man er født. Så der er mange forskellige religiøse traditioner, hver sand på sin måde, således at ingen kan være mere sand end andre.

En af JC’s filosofiske støtter er Jacques Derrida. I et af sine svar i samtalen, siger JC at Derrida, når han blev spurgt om sin religion, svarede: ”Jeg bliver med rette betragtet som ateist.” Han sagde ikke: ”Jeg er ateist” og JC konkluderer: ”Hvad der betød noget for ham, var spørgsmål om retfærdighed, gæstfrihed, tilgivelse, gaven, etc.”

Her tror jeg JC afdækker en del af sit trosfællesskab med RK – sidstnævntes gudsforståelse er bygget op omkring begrebet gæstfrihed, i modsætning til fjendtlighed. Der synes således at være meget i den svage teologi, som kan bringes til at harmonere med de tilskyndelser til det gode, det rigtige og det retfærdige, som jeg mener kan findes i mit begreb om det hellige. Og som kunne være en hårdt tiltrængt modgift til den fremmedfjendskhed, som synes at være udbredt i vort samfund.

Når det derfor i interviewet hedder, at: ”I Brinkmanns verdensbillede er der plads til Jesus, men ikke til Helligånden eller opstandelsen” efterfulgt af hans betegnelse af opstandelse som overtro, så bliver han efter min mening for ubestemt.

For det første er den bibelske helligånd helt klart en udløber af det hellige, som foreslået af mig, d.v.s. noget mennesket iboende, og en afvisning må derfor foretage denne skelnen.

For det andet må det ikke gå uomtalt hen, at opstandelsestroen, sammen med anden religiøs overtro (frelse, evigt liv, etc.) under omstændigheder kan være en hindring for, at vi gør det rigtige her og nu. Ikke at det nødvendigvis er sådan, men vi bør være opmærksomme på risikoen.

Derfor forstår jeg heller ikke, hvad vi skal lægge i interviewets sidste ord, at han nu igen vil melde sig ind i folkekirken.