Klimatrussel, religion og kapitalisme

Menneskeheden står over for de alvorligste trusler nogen sinde. Det synes der at være bred enighed om. Dette er en eksistentiel udfordring i ordets egentlige betydning. Vores eksistens er sat på spil i den natur, vi er en del af.

I bogserien Tænkepauser fra Aarhus Universitet har religionshistorikeren Jeppe Sinding Jensen skrevet om religion.

Jeg er ikke selv tilhænger af nogen religion, men jeg tror, at de fleste religiøse mennesker vil være uenige med ham om meget, men ikke om det samme. Men han skriver også noget (s. 22), som jeg tror, mange kan sige ja til: Kristne, buddhister og muslimer befinder sig alle rent fysisk på den samme jord, men mentalt bevæger de sig rundt i vidt forskellige symbolske verdener med hver deres normer og værdier.

Det samme gælder også for os andre: Vores verdener er forskellige, afhængigt af opvækst, miljø, temperament, uddannelse og politisk overbevisning etc. Jeg er ret sikker på at jeg på mange områder har samme verdensopfattelse som mange religiøst troende, særlig i vores fælles verden: Danmark, Europa, Vesten og i den økonomiske civilisation, kapitalismen, som vi lever i – altså lige netop den civilisation, som vi nu sandsynligvis må indstille os på at ændre grundlæggende, hvis vi skal sikre vore efterkommere en tålelig fremtid.

Kan dette lykkes med de forskelle, der er mellem troende og ikke-troende mennesker?

Filosoffen og sociologen Jürgen Habermas har - som en af de mest indflydelsesrige samfundstænkere i den vestlige verden – de seneste 20 år beskæftiget sig med forholdet mellem tro og viden, herunder religionens rolle i samfundet. Habermas mente tidligere som mange andre, at religionernes betydning ville blive stadig mindre for til sidst at forsvinde, men blev efterhånden overbevist om, at der var noget i religionerne, som man måtte tage alvorligt. En fuldstændig sekularisering (afhelliggørelse) af samfundet var hverken sandsynlig eller ønskelig. Filosofi og religion burde mødes i en fælles dialog om menneskets situation, hvor resultatet måtte være en enighed på basis af menneskelig fornuft, ud fra rationelle overvejelser.

Nu har den 90-årige Habermas udgivet et filosofisk værk på næsten 1800 sider, hvor han sammenfatter og underbygger sine tanker om bl.a. religion og filosofi, men også politik (fx er han tilhænger af en europæisk statsdannelse med basis i EU).

Når Habermas udgiver en ny bog, anmeldes den vidt og bredt af filosoffer og samfundsteoretikere af forskellig religiøs overbevisning. En af disse er den katolske Hans Joas, en af de mest anerkendte religionssociologer i Europa. Han afslutter sin rosende anmeldelse i Süddeutsche Zeitung (14.11.2019) med en konstatering af, at værket kan ses som en opfordring til den sekulære offentlighed om ikke at udskille de troende fra dennes samtalefællesskab. I den forstand er Habermas’ bog måske et manifest for anti-sekularisme, siger han, men slutter sin anmeldelse med dette forbehold (i min oversættelse): Men troende hensættes i en ubehagelig situation. Her tilbydes vi dialog og venskab af en af de største tænkere i vor tid – og alligevel er det svært at tage mod tilbuddet, fordi det billede, han tegner af troen, adskiller sig så stærkt fra de troendes selvforståelse.

Derfor spørger jeg mine troende meddanskere: Hvor meget betyder din tro for vores fælles bestræbelser på at afværge truslerne mod klimaforandringer og biodiversitet?

Mere konkret. I Kristeligt Dagblad (2.11.2019) bekender teologen Lars Sandbeck sin tro på opstandelsen: Det er det opstandelsen handler om – at vi forenes i en ny tilstand, hvor døden er bag os.

For det første vil jeg spørge Lars Sandbeck, hvordan han kan forene sin forestilling om et liv efter døden med udsigten til en global klimakatastrofe. Er den en trøst for ham, så han er mindre optaget af at modarbejde klimaforandringerne? Jeg forestiller mig, at det i hans tilfælde ikke spiller nogen rolle. Men for det andet må jeg udvide mit spørgsmål, fordi præsten ved bisættelser hævder, at de afdøde vil genopstå. Er virkningen af denne trøst for de troende ikke netop at mindske deres bekymring for klimatruslen og dermed engagement i kampen mod den?

Mange års læsning af Kristeligt Dagblad har givet mig det indtryk, at mange kristne (præster, teologer og lægfolk) ikke mener, at mennesket har magten over sit eget liv. Der er noget større end os selv, som vi ikke har magt over, men som vi må underordne os. Religion og politik skal holdes adskilt. Fx skriver sognepræst Marie Høgh i Kristeligt Dagblad (16.11.2019) at kristendommen ikke er til for at skabe en bedre verden, men for at frelse sjæle. Som folketingskandidat for DF er hun vel som politiker optaget af at forbedre verden, men altså  uden skelen til sin kristne tro. Det har jeg svært ved at forstå.

De andre monoteistiske religioner (islam og jødedom), forsøger i stort og småt og på mange måder at påvirke deres tilhængeres politiske stillingtagen og dermed også deres engagement i kampen mod klimaændringerne.

Men det betyder jo ikke, at alt ville være i den skønneste orden, hvis fx den kristne genopstandelsesforestilling blev ændret. Her må jeg vende tilbage til Jürgen Habermas og hans overbevisning om, at det er nødvendigt med en fornuftstyret samtale, hvis politikere og befolkning sammen skal tage de nødvendige beslutninger.

Forenklet kan man sige, at Habermas satser 100% på rationaliteten, medens religionerne fortsat appellerer ligeså monomant til følelserne.

Som præst frelser Marie Høgh sjæle, som politiker tager hun sig af legemet – hvad der i vores verden i hovedsagen er kapitalismens opgave.

Nogle kritikere af kapitalismen ser den som et religiøst funderet system, hvor markedets usynlige hånd har erstattet forestillingen om en almægtig gud. Men det er ikke nogen overdrivelse at beskrive kapitalismen som et system, der på mange synlige og usynlige måder betinger vores værdier og tænkemåde. Dette er vi nødt til at medtænke, når vi drøfter mulighederne for at bekæmpe truslerne mod klimaet og biodiversiteten.

Mange ateister og ikke-troende giver ofte udtryk for, at de tror, der er noget større end dem selv, nogle gange underforstået en eller anden slags guddom eller en større kosmisk orden, men uden for menneskelig rækkevidde.

Jeg er overbevist om, at der er noget, der er større end os, større end vores virkelighed, større end vores land, større end vores civilisation. Først i de senere år er dette større blevet noget, vi begynder at kunne fatte. Men vores stadigt dybere forståelse af vores klode og det univers, vi er en del af, gør det tydeligt, at vi er en del af et levende, i universet lokalt system: Kloden og den natur, som vi skal leve af og er en del af, og som vores efterkommere gerne skulle kunne overtage.

For at beskytte denne levende helhed er vi nødt til at udvikle en global etik - eller rettere etikker, fordi livet skal kunne leves i harmoni med naturen på mange forskellige måder, afhængigt af, hvor på jorden man bor, og hvilke historiske forudsætninger man har. Ikke én civilisation, men mange. Og der skal sættes stramme grænser for vores adfærd, hvis det skal lykkes.

At udvikle en sådan etik vil kræve en dialog, hvor fornuft og følelse ses i den motiverende enhed, som de udgør. Det sted i menneskets sind, som denne enhed udspringer af, kalder nogle for ånd. Det kunne også kaldes det hellige.