»I en religiøs humanistisk kultur er jøder, kristne, muslimer, ikke-konfessionelle og ateister forpligtet på at blive dannet gennem et fælles samliv til gavn for samfundet.«
Således siger Anne Marie Pahuus og Henrik Grøndal Lund i kroniken »En ny humanisme kan opstå af religionsmødet« (Kristeligt Dagblad 22/4-17)
Som selverklæret religiøs ateist er det en udmelding, jeg kun kan ønske velkommen. Det har længe været min overbevisning, at uden en spirituel/åndelig oprustning af vore samfund, vil vi ikke være i stand til at møde og løse de udfordringer, som vor lokale, regionale og globale situation i denne epoke stiller os overfor.
Som kroniken indirekte antyder, så er der ikke tegn på, at sådanne omfattende holdnings- og bevidsthedsændringer vil kunne udspringe af en eller flere af de tre monoteismer. Heller ikke meget tyder på, at der i de såkaldt sekulære eller civile dele af vore samfund, kan ses sådanne tendenser. Men det er uomtvisteligt, at frygten for miljøkatastrofer og økologiske sammenbrud i voksende grad bliver et bevidsthedselement hos en hastigt voksende del af samfundsborgerne, på tværs af religiøse, politiske og sociale overbevisninger. En større forståelse, af den helhed, vi er en del af, er påkrævet.
En målsætning, som skitseret i det indledende citat, vil kræve etableringen af en dialog mellem de nævnte grupper. Hvis en sådan dialog skal have mulighed for succes, så kræves det, efter min mening, at man kan blive enige om et fælles udgangspunkt. Ikke et tilfældigt konstrueret eller selvindlysende udgangspunkt, som f.eks. ønsket om en fredelig og retfærdig verden. Det skal være et udgangspunkt, som i princippet kan være fælles for alle mennesker, uanset tro, religion, overbevisning - eller mangel på samme.
Dette udgangspunkt kan være en tro på det hellige i mennesket, i den kristne kirke kaldet helligånden.
Jeg tror på det hellige i mig selv, som det der får mig til at indse, at der er noget, der er større end mig selv, noget jeg har forpligtelser overfor. Min familie, mine medborgere her i byen, mine landsmænd, borgerne i de lande og nationer, som mit land er i samkvem med. I sidste instans er jeg forpligtet overfor den art, jeg tilhører. En art, der som den eneste i naturen, er i stand til at se og erkende sin omverden på den måde. Deri ligger vor hellige forpligtelse.
Men lige så snart det er sagt, så ses det kun alt for tydeligt, at her ligger en forpligtelse, som den enkelte ikke kan løfte i noget, der blot nærmer sig sin fulde udstrækning. Kollektive løsninger er påkrævede, så meget mere som mennesket ikke er opstået som et isoleret individ, men fra dag 1 i evolutionshistorien har været afhængig af og defineret af medmennesket.
En lang historie må her gøres kort: For enden af vor hidtidige historie, står vi idag med to grundlæggende systemer, som på forskellig vis prøver at varetage vore fælles, hellige forpligtelser: politik og religion, stat og kirke. De har på varierende vis sat sit præg på vore samfund, ikke mindst har kirken indtil for nylig, som dets primære adminstrator, været stærkt medvirkende til, hvorledes det hellige, i form af etik og moral, har modereret og formet politiken. Ligesom etik og moral, i mere fornuftbetonet dragt, har haft indflydelse på politiske ideologier. Menneskerettigheder, ulandshjælp, velfærdsstat m.m. er kollektive, politiske tiltag funderet i det hellige. Men naturligvis også i rationalistisk betonede forsvar for bestemte særinteresser.
Men kroniken, som jeg her forholder mig til, har med rette indset, at den kraft der kommer fra det hellige, i form af etik og moral, ikke formår at dæmme op for stadigt mere destruktive kræfter i vore samfundsordener. Derfor efterlyses en religiøs humanisme.
I denne sammenhæng kan jeg kun give en skitsemæssig antydning af, hvad jeg tror på. Min religiøsitet, min tro på det hellige i mennesket er baseret på den viden om os, som filosofi, antropologi, fysiologi, neurovidenskab m.m. har opbygget, uden at henvise til kræfter udenfor mennesket. Men også en viden, som i stigende grad erkender, at den fuldstændige indsigt i menneskets bevidsthedsmæssige arkitektur, endnu ikke kan begribes. Den situation, at vi alle har et indre liv (en sjæl) i et legeme, et liv i en krop hvor vi hele tiden må sætte vor eksistens i og på spil (vort sociale liv), og endelig et liv, som rækker ud over, hvad vi kan fatte (åndens felt, artens eksistens?), disse tre dele af vort bevidsthedsliv danner baggrund for, hvordan vi opbygger vores selvforståelse, hvem vi bliver til som personer.
Det hellige er det ikke-sted i os selv, ud fra hvilket vi kan få indflydelse på, hvem vi gør os til. Det hellige er måske at forstå som en position, ikke en egenskab.
Denne opfattelse vil jeg gerne advokere for, og jeg vil, ikke mindst, gerne sætte den i spil overfor den forståelse af helligånden, som vi finder i den kristne kirke. Det siger sig selv, at jeg efter bedste evne har orienteret mig på dette felt.
Med deres kronik annoncerede Pahuus og Lund udgivelsen af bogen »95 nye teser« i anledning af reformationsjubilæet. I den har Niels Grønkjær i 3 teser skrevet om ånden: ›Kroppen skal have ånd‹ (tese 12), ›Sjælen skal have ånd‹ (tese 13) og endelig ›Ånden forener gennem adskillelse‹ (tese14).
I disse tre teser giver Grønkjær udtryk for tanker omkring sammenhængene mellem krop, legeme, sjæl og ånd som langt hen ad vejen er identiske med den opfattelse, jeg har opnået gennem studiet af filosofisk antropologi og filosofi, som udelukkende tager udgangspunkt i en naturvidenskabelig menneskeopfattelse. Men det er ikke nok for teologen og præsten Grønkjær. Hos ham skal en gud og hans søn bringes til at have sin plads, ånden skal indordnes i den kristne kirkes treenighedsforståelse, gud, søn og helligånd, som den nu bliver kaldt. Det hellige - som er en del af mennesket - bliver gjort til instrument for en specifik gudstro, bliver så at sige koloniseret og derved, hævder jeg, berøvet sit iboende potentiale.
Ifølge Luthers katekismus er helligåndens opgave, at få mennesket til at tro på Jesus. Det er hvad jeg kalder en instrumentalisering af helligånden. En uhensigtsmæssig og muligvis skæbnesvanger begrænsing af dens kraft,
fordi der i samme bevægelse en sker en afmægtiggørelse af mennesket.
Grønkjær slutter da også med ordene »Kun en gud kan redde os. Kun Gud, som selv er blevet menneske, fordi kun han kan finde ud af at være det, kan redde os.«
Der ligger en vis ironi i, at helligånden, længe før den blev en del af treenigheden, sandsynligvis spillede en afgørende rolle i den kristne kirkes passage fra jødisk lokalreligion til det verdensomspændende system, den er idag. Omkring år 50 afholdtes det såkaldte Apostelmøde i Jerusalem. De første kristne var jøder, som Jesus, og som ham forholdt de sig til jødernes bibel, Toraen. Men også ikke-jøder, hedninge, var blevet kristne. Nu hævdede de jødisk kristne at hedningekristne skulle omskæres og overholde Toraens (biblens) forskrifter, især på måltidernes område. Var disse krav gået igennem, ville den nye kristne kirke formentlig ikke kunnet have fået den brede tilslutning, som den skulle vise sig at få. Paulus, som repræsenterede de hedningekristne, fik afværget jødernes krav, bl.a. med disse ord fra Apostlenes gerninger 15,28: »For Helligånden og vi har besluttet ikke at lægge nogen anden byrde på jer end dette nødvendige, at I skal holde jer fra kød, der ofres til afguder, og fra kød af kvalte dyr og fra utugt. Ved at holde jer fri af det handler I ret. Lev vel.«
Tillad mig at tolke: Helligånden, det hellige fik lov til at veje tungere end Toraens, biblens ord. Det er min faste overbevisning, at en sådan opfattelse af det hellige, burde kunne udgøre en del af den platform, hvor debatten om kronikforfatternes ønske om udviklingen af en »religiøs humanistisk kultur« kunne tage sit udgangspunkt.
