Hvis jeg var helligånden ville jeg sikkert læse Kristeligt Dagblad (KD). Og jeg ville græmme mig over udmeldingerne fra de 4 bispekandidater i avisen d. 9. juli. Ikke med et ord bliver jeg nævnt. (Læs her)
Tilgiv mig denne lettere blasfemiske indledning til en kommentar, som er yderst alvorligt ment.
De 4 kandidaters udsagn om deres respektive teologiske ståsteder demonstrerer nemlig for mig med al ønskelig tydelighed, hvorfor den kristne kirke idag er totalt uengageret i og ligegyldig for en samfundsdebat, der tager tidens udfordringer alvorligt.
Dette til trods for at et sådant engagement igen og igen efterlyses fra kredse indenfor kirken selv. Således biskop Kjeld Holm »Samfundet og den tavse kirke - teologer bør blande sig mere i debatten« (KD 15/3-14) og professor Viggo Mortensen »Vestens kirker står ved en korsvej« (KD 24/5-14). I sidstnævnte artikel hævdes, at den kristendomsform som kejser Konstantin grundlagde i 300-tallet er ved at forsvinde. Men lige netop dette dementeres tilsyneladende af de 4 bispekandidaters udsagn. Disse kan nemlig, i hvert fald for en ikke-teolog, læses som en videreførelse af de diskussioner, der fandt sted på kirkemødet i Nicæa i år 381. Med den meget væsentlige forskel, at helligånden nu er gledet helt ud af opmærksomhedsfeltet. Selv i den oprindelige trobekendelse fra 381 havde helligånden en relativt beskeden fremtræden og igen, hvis jeg var helligånden, så ville jeg føle mig lettere pikeret over blot at være blevet udnævnt til at have besvangret en gift kvinde.
Med en del ond vilje kan man godt betegne de 150 biskoppers ærinde i 381, som netop at nedprioritere og bortlede opmærksomheden fra helligåndens betydning. Velsagtens fordi de ikke helt forstod, hvad de havde med at gøre! Det skete så til fordel for en intens og intern diskussion om forholdet mellem Jesus og gud. Var de søn og fader? Eller var de kloner af hinanden? Et forehavende som deres nutidige kolleger trofast synes at ville fortsætte. Var det Jesus der døde for os på korset? Eller var det gud? Hvad skal vi tro?
Hvad skal vi tro? Netop dette er hovedsagen - hvordan etablerer vi en fortsat tro på, at i den hellige treenighed drejer det sig først og fremmest om Jesus og gud, sønnen og faderen, medens det tredje hjul på vognen henvises til en i bedste fald formidlende rolle mellem de to.
Her ligger efter min mening årsagen til, at den kristne kirke har sat sig udenfor samfundet. En større opmærksomhed omkring helligåndens rolle, kunne nemlig have ført til den indsigt, at det var helligånden, der kom først. Som værende tilstede i mennesket fra dettes oprindelse.
Et interview med medlem af Etisk Råd, Christian Borrisholt Steen, »Sandhedens ene vej er udfordret« (KD 7/6-14) har underoverskriften »I søndagens prædiketekst beskrives Helligånden som ›sandhedens ånd‹, der skal være her til evig tid« og i selve prædiketeksten taler Jesus om sandhedens ånd ›som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den‹ men ›I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer‹. Dette kan kun tolkes, mener jeg, således at Jesus, som selv vejledes og styres af helligånden, ved at det samme er tilfældet for dem, han taler til. Men der skal lidt trumf på, og derfor må han identificere sig med denne ånd og love at komme tilbage fra sit midlertidige ophold hos faderen, for at videreføre sit virke. Det var åbenbart ikke nok at sige: ›Sandhedens ånd vil virke i jer, også efter min død‹.
I den tidligere nævnte artikel af Viggo Mortensen citerer han en amerikaner, Philip Jenkins, som stiller europæerne overfor et valg: ›Vi kan vælge at blive et museum eller kristendommens kirkegård, eller vi kan udvikle Europa til et laboratorium, hvor der tænkes og udvikles nyt - også på det religiøse område.‹
Hvis den kristne kirke vil påbegynde et arbejde med at uddestillere helligåndens væsen af de hellige skrifter, så tror jeg man vil finde, at man her står med en væsentlig åndelig faktor, som med stor ret kan søges tilført den samfundsdialog, hvor det religiøse nu er nærmest fraværende. Det smukke er desuden, at jeg finder det sandsynligt, at ateister og ikke-religiøse (som mig selv) vil kunne mobiliseres til at arbejde med på et sådant forehavende med udgangspunkt i bl.a. nyere teorier om filosofisk antropologi, psykologi, bevidsthed og kognition.
