mandag den 29. december 2014

Den fremtidige gud ?

»Guden selv findes kun i fantasien, i sproget, i kunsten, i kulten...og derfor bliver han til just det, de gudeproducerende mennesker ønsker.« Dette skriver Jens-Andre Herbener og Mikael Rothstein i Politiken 27/11-14 som kommentar til Bjørn Bredals tidligere omtale i samme avis af den nye oversættelse af bibelen, hvor guds status ændres fra ›almægtig‹ til ›gavmild‹. (Læs også her)

En sådan fleksibel forståelse af gud behandles også af teologen Lars Sandbeck i dennes bog fra 2012 »De gudsforladtes gud - Kristendom efter postmodernismen«. Et citat herfra: »..Gud er endnu ikke blevet det fremtidige selv, han har intenderet at blive....Guds egen fremtidig(e) væren som den Gud, han ønsker at være, er betinget af, at kirken bliver den fuldkomne kirke«. (s. 213) Dette vil iflg. Sandbeck ske den dag »...hele menneskeheden, er blevet indlemmet i den guddommelige familie, først da er Gud blevet det selv, han anticiperer og ønsker at blive«. (s. 214)

Hvordan skal jeg som religiøs ateist forholde mig til disse tendenser indenfor den kristne kirke? I min optik er de 3 monoteistiske religioner, kristendom, islam og jødedom, i øjeblikket - på meget forskellig vis - involveret i destabilisering af en lang række samfund verden rundt, fra USA til mellemøsten til Israel. En situation som ret åbenlyst er uholdbar og som må have sin rod i ›funktionsfejl‹ ved de pågældende religioner. De har alle tre forsømt at promovere det hellige, deres egentlige eksistensberettigelse.

Som religiøs ateist tror jeg på, at der er noget helligt ved den menneskelige tilværelse. Dette hellige kom til verden sammen med og i mennesket. Der er  to grundlæggende elementer i det hellige: respekt for den natur, vore forfædre og -mødre i en vis udstrækning var trådt ud af, samt respekt og omsorg for det nye væsen, man udviklede sig til.

Lad det være sagt med det samme: at indkredse det hellige i og ved menneskets eksistens kan ikke gøres med noget der bare minder om videnskabelig nøjagtighed. En (begrænset) videnskabelig viden om mennesket går i bedste fald ca. 40.000 år tilbage (arkæologi) og på det tidspunkt havde vi allerede været mennesker i lang, lang tid. Nogle vil mene mere end en million år. Før der var mennesker, var der hominider. Nogle af disse udviklede sig til homo. Det er nu min tese, at denne overgang kun kunne lade sig gøre, fordi der viste sig et særtræk hos nogle hominider, som tillod dem at løsrive og distancere sig fra den natur, som de hidtil (som andre dyr) havde været en helt afhængig del af.

Det er i den løsrivelsesproces, jeg ser det hellige opstå. Der er især to elementer i processen, der er væsentlige. For det første dens mulighed. Noget skulle være på plads, for at løsrivelsen kunne ske. For det andet distanceringens opretholdelse. Det sidste krævede en spirende kollektiv indsats af flere individer med samme forudsætninger.

Til belysning af det særtræk, der var forudsætningen for løsrivelses- og distanceringsprocessen, vil jeg tage udgangspunkt i en vittighedstegning jeg så for mange år siden. Den var enten af Storm P. eller Fritz Jürgensen. En mand står med et barn og kigger ned i Frederiksholms kanal: ›Se min ven, der svømmer en and. Forskellen på den og mig er, at jeg ved, den er en and. Det ved den ikke selv‹. Sidste sætning er vistnok tilføjet af mig.

Et gedigent filosofisk bud på dette forhold har jeg fundet i den filosofiske antropologi, som havde sin storhedstid i Tyskland i begyndelsen af 1900-tallet. Som en kort introduktion til tankegangen vil jeg benytte mig af Helmutt Plessner's ideer i bogen ›Die Stufen des Organischen und der Mensch‹ (1928) (›Det organiske livs trin og mennesket‹).

Det organiske liv kan iflg. Plessner opdeles i tre trin, som på afgørende vis adskiller sig fra hinanden: planter, dyr og mennesker. Det der adskiller dem fra hinanden, er den måde, hvorpå de forholder sig til deres grænser til omverdenen i deres opretholdelse af livet. Planter er passive modtagere af de input deres livsproces afhænger af, de forbliver indenfor deres grænser, de handler ikke. (at vende bladene mod lyset er IKKE at handle). Dyr derimod registrerer indtryk fra omverdenen og handler i kraft af processer i deres nervesystem aktivt for at opretholde livet. De handler ud fra et center bestående af instinkter og bearbejder deres omgivelser styret af samme. Men de kan ikke se på sig selv. De er centrisk positioneret.

Lige netop denne evne, at kunne se på sig selv, så at sige udefra, må antages at have ligget som en spirende mulighed, hos de hominider som udviklede sig til mennesker. Det er denne excentriske positionalitet som iflg. Plessner er den helt afgørende forskel på mennesker og andre levende organismer, dyr som planter. Som har ført til, at vi kan opfatte os som værende åndsmennesker med en sjæl.

Naturvidenskabsmanden og biologen Edgar Morin udtrykker efter min mening det samme, når han skriver:
"Hvem kan tvivle på åndens tilstedeværelse? At afstå fra den illusion, der i sjælen ser en ikke-materiel 'substans', er ikke det samme som at benægte sjælens eksistens, men betyder tværtimod en begyndende anerkendelse af kompleksiteten, rigdommen og den uudgrundelige dybde i den genetiske og kulturelle arv og i den personlige, bevidste eller ubevidste erfaring, som tilsammen udgør den væren, som vi er, det enestående og afviselige vidne til os selv."
Citeret fra hans bog "Tilfældigheden og nødvendigheden - et essay om den moderne biologis naturfilosofi" Fremad 1971, s.144

Det er i lyset af den excentriske positionalitet og den måde hvorpå vore forfædre - som sagt gennem måske millioner af år - har administreret den, at vi kan prøve at indkredse kernen i det hellige. Men uden at det skal fremstå som en konklusion, så lad mig allerede her antyde, at det var den evne til at se på os selv udefra, der på et tidspunkt i historien, for ca. 3-4000 år siden, fik os til at kunne danne os forestillinger om overjordiske væsener, guder i himlen. Måske fordi det var blevet for vanskeligt at opretholde troen på guder i naturen ?

Det skal nu være min påstand, at de vestlige monoteismer i vor tid stiller sig i vejen for en respekt for det hellige, en respekt som efter min mening er tvingende nødvendig, hvis vi skal kunne håbe på at finde løsninger på de enorme problemer, som den globale udvikling stiller os overfor. Den væsentligste årsag til dette svigt, er den afmægtiggørelse, som troen på en gud kan forårsage.

Thorkild Bjørnvig udgav i 1975 et lille skrift »Det religiøse menneskes ansigter« hvor han gjorde sig lignende tanker om kristendommen. Således skriver han (s.78): »Det har altid været en af religionens nærliggende opgaver: at befæste og ritualisere religiøse erfaringer, og det har den kristne kirke før gjort - hvis den da ikke lige har fordømt dem som kætterier - og det er måske en af de opgaver, moderne kristendom mest har forsømt, ja nærmest ser ud til at have gjort en dyd af at negligere.« Og han kritiserer at vi er blevet gjort til »...partigængere, ikke blot i politik, men også i religion...«

Det er kun vi mennesker, der kan tage hånd om det hellige og indrette vore samfund efter de påbud, som respekt for det hellige indebærer. Det er kun os, der kan sikre vore fortsatte eksistensmuligheder.  I den henseende er det ansvarsforflygtigelse at forlade sig på overjordiske magters styring. På den anden side er det en kendsgerning, at der også i verdens mange religionssystemer, såvel som i filosofi og etik, ligger indkapslet overleverede erkendelser af det hellige og det helliges virken blandt mennesker. Erkendelser, som vi alle har brug for, og som har deres oprindelse i menneskehedens  historie fra dag 1 for millioner af år siden.

Derimod er der ikke brug for nogen guder i fremtiden. Men måske noget i retning af det, de kristne kalder helligånden. En kraft, som de - efter min mening - har tilsidesat til fordel for en strid om definitionen af  en tredelt guds karakter og udlæggelse af en tekst bygget op af en, jfr. den nye bibeloversættelse, åbenbart flertydig tekst forfattet under yderst forskellige forhold af personer med åbenbart afvigende hensigter.