Kirke og moral

Kirke og moral

Skal kirken tage et moralsk standpunkt i dagens flygtningesituation? Nej, siger den tyske samfundsteoretiker og religionsfilosof, katolikken Hans Joas.

I sin seneste bog »Kirche als Moralagentur?«  (2016) tager han denne problemstilling op til behandling, på baggrund af debatten i Tyskland. I kort begreb når han frem til, at det kristne kærlighedsbudskab ikke kan strækkes i det uendelige. På et tidspunkt må man sætte hensynet til egne børn over hensynet til børn i Afrika.

Lidt forvirrende (for en ikke-troende) når han frem til, at større enighed mellem kirkerne, den katolske og den protestantiske, skulle kunne føre til en mere effektiv indsats, ikke mindst ved at udbrede kristendommens universalistiske mission.

Han afslutter derfor med Paulus ord til Efeserne (4,2): »Hav tålmodighed og prøv at komme sammen i kærlighed«, hvormed Joas synes at henvende sig til de kristne.

Jeg finder hos Hans Joas, som hos alle kristne,  et lidt for afmægtigt forhold til den afmagt, vi alle må føle, når det gælder mange af de store problemer, vi er konfronteret med i vor tid.

Årsagen hertil ser jeg i det mildest talt uafklarede forhold til helligånden, det hellige (og dermed kærligheden), som præger den kristne monoteisme, bl.m.a. udtrykt ved helligåndens vekslende status i de forskellige trosbekendelser.

I min optik er det hellige, helligånden, en instans i det enkelte menneske, en instans der kan appelleres til, helt uafhængig af nogen form for religion eller tro. Men som naturligvis siden Jesus og apostlene (som i andre religioner) har spillet en afgørende rolle i forkyndelsen, som den grundlæggende kilde til menneskelighed og socialt sammenhold.

I forbindelse med reformationsjubilæet udkom en bog »95 Nye Teser«, redigeret af Anne Marie Pahuus og Henrik Grøndal Lund. I den anledning skrev de en kronik til Kristeligt Dagblad (22/4-17), hvor de bl.a. sagde:

»I en religiøs humanistisk kultur er jøder, kristne, muslimer, ikke-konfessionelle og ateister forpligtet på at blive dannet gennem et fælles samliv til gavn for samfundet.«

Dette er jeg meget enig i - jeg kalder mig selv religiøs ateist - og jeg vil mene, at kun gennem en debat om vores hellighedsforståelse, kan vi håbe på, at finde frem til de måder, hvorpå vi med størst sandsynlighed kan sikre fremtiden for vore efterkommere.

Hvad angår hensynet til  egne fremfor afrikanske børn, er der jo ikke tale om et enten-eller, men en afvejning. Måske kunne lidt afsavn, i form af en julegave mindre eller lidt længere mellemrum mellem udskiftning af iPaden, omsættes til støtte for en hjælpeorganisation? Hvor langt vi kan og vil gå på dette område, det afgøres på det sted i os selv, hvor vi finder den hellige impuls. Ikke perfektion, men så godt som vi kan, og måske lidt bedre end vi umiddelbart mente.