mandag den 18. september 2017

Evolution - helligt - religion

(Dette er en skitse, som er under uddybning)

Mennesket er den eneste art, som i kraft af vor neurologiske udrustning har været i stand til, at frigøre sig fra den instinktbundne og -styrede indlejring i naturen. Vi blev i stand til at se på os selv og forholde os til vor omverden.

Vi må forestille os en gradvis og langsomt opstående erkendelse af denne situation. En situation, hvor vi har kunnet forholde os til vor instinktstyrede adfærd. Vi begyndte at reflektere.  Vi uddannede os, til at blive mennesker.

Her kommer frygten for første gang ind og det kan tænkes, at det var denne frygt, der førte til de handle- og trosformer, som langt senere i vor udvikling førte til dannelse af religionerne.

Dyr har instinktive handleformer, som vi betegner som frygt. Men det er en »frygt« som dyret kun instinktivt kan reagere på, ikke noget, som det erkender som frygt.

Antropologien kan berette om masser af handleformer, først og fremmest riter, senere ritualer, men sikkert også, på det interpersonelle plan, mimik, lyde, med hvilke vore forfædre reagerede på den fjendtlighed og de risici, som de nu kom til at erkende, som en trussel mod deres eksistens.

Og i takt med at de distancerede sig mere og mere fra den natur, de var en del af, i jo højere grad kom den til at stå som et ukendt land, hvor utallige farer lurede.

Det hinsides, som mange religioner senere skulle forestille sig, har måske sin oprindelse i den fremmedhed overfor naturen, som de tidlige mennesker udviklede.

Det er nu min antagelse, at det vi i dag betegner som ›det hellige‹ er udtryk for det, der gjorde det muligt at håndtere de trusler mod deres tilværelse, den evne, som de tidligste mennesker udviklede.

Her finder jeg nogle bestemmelser hos Rudolf Otto i bogen »Das Heilige - Über das Irrationale in der Idee des Göttlichen und sein Verhältnis zum Rationalen« (1917/2014) belysende. Det skal med det samme bemærkes, at jeg ikke forsøger at bedrive teologi. Derfor kan jeg heller ikke gå ind på Ottos relateringer til decideret teologiske spørgsmål. Men jeg prøver at sandsynliggøre, at de overvejelser, han gør sig om det helliges natur, uden at forvride hans tanker, kan kaste lys over den situation, som vore forfædre befandt sig i, i den årtusinder lange proces, hvori de arbejdede sig ud af deres oprindelige naturtilstand.


Otto mener, at det hellige og det religiøse hænger sammen (hvortil jeg, som selverklæret religiøs ateist, vil indskyde, at man  sagtens kan have religiøsitet uden religion), og selv om det hellige ofte forbindes med f.eks. etik, så er det hellige noget mere: »Sie hat als solche ein völlig artsbesonderes Moment in sich..« som også ligger udenfor rationel erkendelse, noget utilgængeligt, som ikke kan sættes på begreb. (DH, s.5) Det er bestemmelsen »artsbesonderes« jeg her vil tage til indtægt for mine teser.  Det hellige er knyttet til vor art og dermed til mennesket. Otto vil nu finde frem til hvad der ligger i det hellige, udover de etiske og rationelle aspekter, som det senere er blevet knyttet til.

At det er noget der ligger i mennesket, kommer til orde, når han betegner det, der søges efter, som det numinøse, dannet af begrebet numen. Dette kan oversættes, eller forstås, som ånd. Et fænomen, som ikke kan defineres, kun indkredses, idet det i sidste ende er op til den enkelte, at finde det hos sig selv. Som Otto siger, man kan sætte den anden på sporet, ved at nævne tilgrænsende fænomener, som det ikke er, for så at spørge »Kan du nu ikke selv se det?«.
(Jfr. når Jesus og apostle appellerer til helligånden hos tilhørerne.)

At jeg kalder dette numinøse for ånd, er ikke helt i overensstemmelse med Ottos forståelse, så vidt jeg kan se. Når ordet numen slås op på Wikipedia, så får man som første betydning, det divine, hvad der har med det guddommelige at gøre.  »Numen, pl. numina, is a Latin term for "divinity", or a "divine presence", "divine will.«  Dette er forvirrende og upræcist, idet et tidligere begreb defineres med et senere. Guderne skulle jo først på banen, før man kunne definere noget som guddommeligt. At dette ikke er hårtrækkeri, er blevet demonstreret af teologen Jacob Wolf, som i sin udlægning af »Das Heilige« i bogen »Det Guddommelige - fænomenologisk set« (2015) sætter lighedstegn mellem Ottos begreb ›das Heilige‹ og det guddommelige. Ikke blot i titlen på sin bog, men i hele behandlingen af tematikken udskifter Wolf begrebet det hellige med det guddommelige. Han siger f.eks., som kommentar til den rationaliseringsproces, som efter hans mening har fundet sted i vesten i det 20. årh. :«Følelsen af det guddommelige eller, hvad der er det samme - sansen for det hellige udsættes her for et ødelæggende pres.« (S.10) Hvorved han effektivt skævvrider intentionerne i Ottos bog, som ovenfor antydet. Jeg tror, at Otto ville have protesteret heftigt mod en sådan ligestilling af de to begreber. Jeg er på mange punkter enig med Wolf, hvis blot han ville udskifte det guddommelige med det hellige.

 At det numinøse imidlertid heller ikke, iflg. Otto, er identisk med ånd, fremgår når han konkluderer om det numinøse, nu betegnet ›X‹: »det betyder, at vort X ikke i streng forstand er til at lære (lehrbar), men kun kan lirkes frem, vækkes - som alt hvad der kommer ›fra ånden‹«. (DH s. 7, min oversættelse) Det, der kommer fra ånden, kan jo ikke være ånden, som sådan. Men man kan vel sige, at det helliges sted er i ånden.

Et centralt begreb i Ottos forsøg på at indkredse det numinøse, er afhængighed med afsæt i Schleiermacher.  Ikke en hvilken som helst form for afhængighed, men en afhængighed som får mennesket til at føle, at det står overfor noget, som er større og mægtigere end det selv. Denne følelse benævner Otto nu Kreaturgefühl - »das Gefühl der Kreatur die in ihrem eigenen Nichts versinkt und vergeht gegenüber dem was über aller Kreatur ist,« (DH, s. 12)
 »Følelsen hos en skabning, som overfor det, som står over alle skabninger, synker og forgår i sit eget Intet« mit forsøg på en oversættelse? Som jeg ser det, er den afhængighed, Otto har i tankerne, næsten identisk med afmagt eller selvudslettelse.  Han taler således om følelsen af en betingelsesløs (schlechthinnig) afhængighed, hvis modstykke er den betingelsesløse overlegenhed og utilnærmelighed hos den/det ubegribelige Andet, Gud må man gå ud fra.

Hvis vi vender tilbage til vore forfædre, så er det vel ikke svært at forestille sig, at som dyr, på vej ud af naturen, kan de have haft en følelse af fortabthed, afhængighed. Men i udgangspunktet, må det formodes, har det været en afhængighed uden noget modstående objekt, ledsaget af en ubestemmelig frygt. En frygt som måske kan spores i visse filosofiers forestillinger om det store intet, det tomme rum m.v. Og som hos vore forfædre hen ad vejen blev objektiveret i form af naturens trusler, senere udviklet til ånder og guder.

(I en analyse af, hvorledes Hegels Logik begynder, siger Angelica Ruzzo: »The non-dialectical movement of nothing is, however, the beginning of the properly dialectical process. Furthermore, the movement of nothing must be non-dialectical in order to be the beginning of dialectic (or in order for dialectic to actually begin).« Her er der naturligvis kun tale om en eksemplificering af, hvorledes noget (måske?) kan komme af intet.)

I fortsættelsen kvalificerer Otto sin forståelse af det numinøse, det hellige, med begrebet mysterium tremendum, det frygtindgydende mystiske. Skræk og uhygge er andre nøglebegreber, som har ledt menneskeheden frem til dagens religioner. Et citat i min, nødtørftige, oversættelse:

»Al religionshistorik udvikling er udgået fra denne skræk og dens oprindelige form (›Roh'-form),  denne på en eller anden måde i en første sansning (Regung) opståede følelse af noget ›uhyggeligt‹ (›Unheimlichen‹), der som fremmed og ny dukkede op i urmenneskets bevidsthed.« (DH, s. 16)

I "Oplysningens dialektik" (1972) skriver Adorno og Horkheimer (s. 28) om de tidligste mennesker.

"Det udbrud af rædsel, der ledsager erfaringen af det uvante, bliver dettes navn. Det fikserer det ukendtes transcendens over for det kendte og dermed gysen som hellighed. Naturens fordobling som skin og væsen, virkning og kraft, som først muliggør både myten og videnskaben, hidrører fra menneskets angst, hvis udtryk bliver til forklaring. Det er ikke...sjælen der lægges ind i naturen; mana, den bevægende ånd, er ingen projektion, men ekkoet af naturens reelle overmagt i de vildes svage sjæle."


Ib Jørgensen
18. sept. 2017
Feb. 2024

Ingen kommentarer:

Send en kommentar