I "Oplysningens dialektik" (1972) skriver Adorno og Horkheimer (s. 28) om de tidligste mennesker:
"Det
udbrud af rædsel, der ledsager erfaringen af det uvante, bliver dettes navn.
Det fikserer det ukendtes transcendens over for det kendte og dermed gysen som
hellighed. Naturens fordobling som skin og væsen, virkning og kraft, som først
muliggør både myten og videnskaben, hidrører fra menneskets angst, hvis udtryk
bliver til forklaring. Det er ikke...sjælen der lægges ind i naturen; mana, den
bevægende ånd, er ingen projektion, men ekkoet af naturens reelle overmagt i de
vildes svage sjæle."
Rudolf Otto
”Det Hellige” (s. 16):
»Al
religionshistorik udvikling er udgået fra denne skræk og dens oprindelige form
(›Roh'-form), denne på en eller anden måde i en første sansning (Regung)
opståede følelse af noget ›uhyggeligt‹ (›Unheimlichen‹), der som fremmed og ny
dukkede op i urmenneskets bevidsthed.« (DH, s. 16)
To forskellige antagelser om det
der skete da vore tidligste forfædre mødte naturen og i bevidsthedsmæssig
forstand smeltede sammen med denne. Naturen blev noget vi kunne stille os
udenfor samtidig med at vi forblev en organisk del af den.
”Naturens reelle overmagt i de
vildes svage sjæle”, ”det uhyggelige” - vi har i mange år talt om
en kommende klimakrise. Men vi har endnu ikke fået noget klart billede af hvad
den vil betyde for vore liv og livsudsigter. Udviser naturen nu en ny, reel
overmagt i vore sjæle, skal vi gøre os klart, at vi måske igen, som de første
mennesker, må se os stillet over for nogle udfordringer, hvis alvor, skræk og
trusler vi først er på vej til at få øjnene op for. Vil vi blive nye mennesker?
Ja, det skal være min hypotese, at vi står over for en
ny side af naturen, som vil trænge sig ind på os og forandre os i det som efter måske mere end 100.000 år er på
vej til at blive vort andet møde med denne. Det første møde beskrives i de
indledende citater. Den geologiske periode vi har bevæget os i siden sidste istid
har været den seneste udgave af den der mødte de første mennesker. Denne har vi
hidtil kaldt holozæn. Der befandt vi os i den oprindelige natur, den vi
først mødte og udviklede os i.
Den nye natur vi nu møder er den vi selv har skabt og
skadet, som vi derfor kalder antropocæn. Først konsekvenserne af dette
andet møde vil kunne ændre vort hidtidige syn på naturen som en ressource der
ligger der ude, og som vi frit kan udnytte. Dette andet møde vil ske i form af større
eller mindre katastrofer, hvis faktiske omfang og størrelse vil bestemme, hvor
hurtigt og effektivt vi får omstillet vor måde at leve på. At vi i denne proces
sikkert også bliver nødt til at ændre vore opfattelser af religion og hvad der
er helligt, skal blot nævnes som et afledt problem.
Efterhånden er der nogenlunde enighed om, at
klimatiske forandringer allerede er begyndt at gøre sig gældende, men der er
udbredt uenighed om hvor alvorlige og hvor omfattende de er.
Det at nogle forskere som allerede antydet har karakteriseret
den geologiske periode vi nu lever i med begrebet ’antropocæn’, betyder at det
nu er mennesket selv der er den udslaggivende faktor i de forhold som udgør de
klimatiske forhold vi lever under.
De aktiviteter vi finder nødvendige for at opretholde
vore livsformer – vort forbrug af en lang række ’goder’, disse aktiviteter har
konsekvenser som på sigt vil gøre det meget vanskeligt fortsat at holde fast
ved disse livsformer. I kort begreb har flere hundrede års af brænding af kul,
olie og gas pumpet CO2 ud i atmosfæren og opvarmet kloden til uafvendelig skade
for natur og biodiversitet, betingelser for alt liv – også vort – på jorden.
Vi skal – sådan lyder kritikken – leve på en anden
måde.
Det spørgsmål jeg vil tage hul på her, det er hvilke
nye måder at leve på vi kan forestille os, som teoretisk set vil holde op med
at skade klimaet og dermed sikre fremtiden for vore efterkommere.
Og hvis denne bestræbelse skulle vise sig for
uoverkommelig (hvilket meget tyder på), hvilke konkrete ændringer i betingelserne
for vor livssituation kunne da, måske, få os til at ændre adfærd. Når nu det
ikke kunne lykkes for os, blot ved at tænke os om.
Her kan man med fordel tage udgangspunkt i de
sporadiske erfaringer vi hidtil har gjort, med klimaændringer som allerede har
berørt os og som vi tror kan skyldes vore egne handlinger, vor egen adfærd.
Jeg vil her ikke udelukkende holde mig til hændelser i
vor del af verden, men også inddrag erfaringer gjort andre steder. Selvsagt vil
og kan mine eksempler ikke være udtømmende og/eller præcise.
Groft set kan hændelserne indordnes under to
overskrifter:
1) Temperatur
(varme, kulde)
2) Vand
(tørke, oversvømmelse)
Årsagen til de voldsomme ændringer vi kan forvente – og
måske allerede oplever ? – på disse områder kan beskrives med et ord: overflod.
Vi er tvunget til at se på vore behov på to måder: for det første sådanne som
er uundværlige for vores overlevelse, klima (plus minus 37 grader), jord (føde,
bolig) – alt det som sikrer vor eksistens som fysiologiske væsener, som kroppe.
Men ved siden af disse basale behov har vi, især i
nyere tid, opdyrket nogle behov som ikke er nødvendige på samme måde som de
basale.
Vi har udviklet en overflod af ’overflødigt’ forbrug,
senest som følge af vor kapitalistiske økonomis indbyggede krav om stadig vækst.
Vi har allerede erfaret nye ubalancer i klimaet verden
over, også med dødelige følger. Omfattende skovbrande som følge af ekstrem
tørke; overdødelighed som følge af unormalt høje temperaturer; ødelæggende
orkaner; stadigt mere omfattende tilfælde af oversvømmelser p.g.a. havstigning,
nedbør ; livsformers tilbagegang og uddøen (dyr, planter) i vand og på land,
også sådanne som vi mennesker har brug for til vores overlevelse; etc.etc.
Naturen er begyndt at meddele sig til os på nye måder.
Men endnu ikke med så kraftig røst, at vi har opfattet budskabet og ændret vor
adfærd i et omfang som kan stoppe en fortsættelse af vor naturdestruktion.
De spørgsmål vi må stille os er, hvor truende
konsekvenserne af naturens nye tilstandsformer skal blive, før vi indser, ja
mærker på vore kroppe, at vi er tvunget til at indrette os på nye måder, lægge
vores livsførelse om.
Hvor mange af os skal fordrives fra vore vanlige
omgivelser, fordi vi ikke længere kan opretholde livet hvor vi har boet i
årtusinder? Og hvor kan vi finde nye områder som kan – eller vil – lade os
etablere nye bo- og levesteder?
Ikke mindst – hvor mange skal omkomme, miste livet på
grund af det nye klima vi må forudse? Hvor mange skal dø af sult (en udvikling
som er i gang)? Hvor mange skal dø som følge af høje temperaturer kombineret
med høj luftfugtighed? Hvor ligger vores tolerancegrænser?
I sin bog ”Ned på jorden – hvordan orienterer vi os
politisk?” (2018, s. 128) stiller den franske filosof og sociolog Bruno Latour
vort dilemma op på denne – lettere akademiske – måde:
”Vi kan på ekstravagant vis dramatisere og
sige, at det er en konflikt mellem de Moderne mennesker, der tror sig alene i
det Holocene på flugt mod det Globale eller på folkevandring mod det Lokale; og
så de Jordiske, som ved at de befinder sig i det Anthropocæne, og som forsøger at
bo sammen med andre jordiske under en autoritet, der endnu ikke har nogen
sikker politisk institution. Og denne borgerkrig, der også er en moralsk krig, splitter
hver enkelt af os indefra.”
I min mere down-to-earth udlægning: vi har en konflikt
mellem tre grupper - dem der endnu hænger fast i troen på modernitetens
fremskridt, videnskabens og (den i kapitalismen udviklede) rationalitets sejr,
og som håber på de globale løsninger (en global kapitalisme); det drejer sig vel
om p.t. ca. 80% af os i den vestlige, nordatlantiske kulturkreds; eller på den
anden side dem, der håber på en genopbygning af de små stammesamfund, måske
19%; og så, for det tredje, resten af os,
den ene procent som sammen med de 19% er klar over at noget nyt må ske, men
endnu ikke har fundet et politisk sammenhold og ståsted. Men vi er alle mere
eller mindre påvirket af den krise vi står i, derfor er vi splittede. (Procenterne
er mine -absolut uvidenskabelige - gæt!)
Jeg har allerede postuleret, at årsagen til
klimakrisen er vor afhængighed af overflod. Denne fordom får jeg underbygget af
en forsker, som er inspireret af bl.a. Bruno Latour, nemlig den franske historiker
Pierre Charbonnier, som har skrevet overflodens historie. I bogen ”Frihed og
overflod – økologiens politiske idehistorie” (2023) gør han rede hvordan vor
frihedsforståelse igennem historien er blevet uløseligt sammenknyttet med nødvendigheden
af overflod.
”Det er denne bogs vigtigste hypotese, at
overflod og frihed i lang tid har gået hånd i hånd, idet den sidstnævnte
opfattes som evnen til at unddrage sig skæbnens luner og de mangler, der
ydmyger menneskeheden, men at deres alliance og dens historiske udviklingsbane
nu er endt i en blindgyde.” (s.33)
Det er dette tankesæt, at frihed og overflod går hånd
i hånd, det er akkurat den ideologi som stadig dominerer vor politiske samtale,
og som kommer til udtryk i vore politikeres gentagne udsagn om, at kun hvis vi
bliver rigere, vil vi kunne løse klimakrisens udfordringer. Ifølge dem ligger
vor frelse i mere overflod.
Charbonnier derimod konstaterer at uendelig frihed og
rigdom ikke er mulig i en endelig verden (som vor), den kan kun ”…opnås ved
etableringen af en socialiserende og bæredygtig relation til den materielle
verden.” (sst.)
Det uafvendelige spørgsmål vi derfor må se os stillet
overfor, det er, hvilke principper, hvilke leveregler må vi etablere, når
katastroferne rammer os, og hvem, hvilke sociale grupperinger kan føre dem ud i
livet?
Her følger Charbonnier en tankegang udviklet af Bruno
Latour i bogen ”Notat om den nye økologiske klasse” (2022 – skrevet sammen med
den danske sociolog Nikolaj Schultz).
De mener at det der må tilvejebringes som svar på
klimakrisen, det er hvad de benævner ’beboelighed’, defineret som den
situation der tillader mennesker og natur at overleve. En sådan beboelighed er
vort nuværende produktionssystem ikke i stand til at frembringe, tværtimod har
dette udviklet sig til noget nær sin modsætning, nemlig et destruktionssystem.
Den økologiske klasse er den samfundsstørrelse som vil tage det på sig
at ændre vore økonomier i retning mod produktion af beboelighed.
Men hvor finder vi spirerne til denne nye klasse? Det
drejer sig iflg. Charbonnier om at ”…spørgsmålet om det kritiske subjekt må
rejses igen: Hvem er det? Hvad
skal man kalde det? Hvem mobiliserer det?” (s.338)
Her griber han tilbage til den socialistiske tradition
idet han ser tidligere tiders arbejdskampe som eksempler på udviklingen af et
autonomibegreb, som kan ”genmobilisere – med en ny sprogbrug og i en helt ny
kontekst – den kollektive evne til at identificere en trussel, definere det
kollektive subjekt, der rejser sig mod den, og udnytte denne kamp som en
mulighed for at omformulere idealet om frihed mellem ligemænd.) (sst)
Denne holdning spidsformulerer han i et interview med
Lotte Folke Kaarsholm (Politiken 20/1-24) således: ”Det er de typiske socialdemokratier
i hjertet af EU som Frankrig, Danmark og de andre nordeuropæiske lande, der kan
skrive den grønne omstilling ind i det historiske eftermæle fra velfærdsstaten”.
På dette punkt finder jeg en klar uoverensstemmelse
mellem radikaliteten i hans analyse og de mere end pragmatiske løsninger han
her forestiller sig. Jeg mener ikke at han har tilstrækkelig forestillingskraft
til at erkende de bevidsthedsændrende konsekvenser af de sammenbrud og
katastrofer vi må forvente.
Det afslører han i bogen i dette citat, hvor han om det
kommende samfunds sociale profil siger at den nødvendigvis må være ustabil ”…eftersom
det hele i sidste ende går ud på at finde ud af, på hvilken jord og på hvilken planet
vi har tænkt os at leve…” (s. 360
min fremh.)
Jeg vil vove den påstand, at vi ikke kan tænke os
frem til hvordan vi vil leve, vi vil blive tvunget til at arbejde os
frem til de livsformer som naturen vil tillade og muliggøre, efter at vi
har erkendt og erfaret de nye betingelser. Dette udelukker naturligvis ikke, at
vi kan opstille forskellige mulighedsrum, scenarier om hvilke vi som en slags
forberedelse kan gøre os nogle tanker. Men her bliver det et stort spørgsmål om
vor fantasi og forestillingsevne rækker særlig langt. En første opgave kunne
bestå i at sondre mellem nødvendige og overflødige behov.
Men der er ansatser til sådanne nye livsformer hos Charbonnier
og Latour. For eksempel begrebet habitat, som jeg vil definere som en
samfundsformation der lever i selvbåren og selvforsynende afgrænsning fra andre
habitater, d.v.s. stort set uden at være afhængig af tilførsel af ressourcer
udefra, men med respekt for disse andres selvstændighed.
Charbonnier definerer det økologiske spørgsmål
således: ”at bo, at overleve, at vide.” (s. 348)
Derfor vil det også være en forudsætning at alle (de
fleste) af samfundets medlemmer har en identitetsgivende indsigt og viden om de
naturressourcer, den jord og de arbejdsprocesser som på cirkulær vis
konstituerer samfundets overlevelse. På visse områder, f.eks. sundhed og sygdom
vil det sandsynligvis – afhængigt af størrelse og naturressourcer - være nødvendigt
for sådanne habitater at indgå i forskellige former for samarbejde.
Dette er min forståelse af hvordan vi kan komme ”Ned
på jorden” – mange andre er med stor sandsynlighed mulige.
