mandag den 18. september 2017

Evolution - helligt - religion

(Dette er en skitse, som er under uddybning)

Mennesket er den eneste art, som i kraft af vor neurologiske udrustning har været i stand til, at frigøre sig fra den instinktbundne og -styrede indlejring i naturen. Vi blev i stand til at se på os selv og forholde os til vor omverden.

Vi må forestille os en gradvis og langsomt opstående erkendelse af denne situation. En situation, hvor vi har kunnet forholde os til vor instinktstyrede adfærd. Vi begyndte at reflektere.  Vi uddannede os, til at blive mennesker.

Her kommer frygten for første gang ind og det kan tænkes, at det var denne frygt, der førte til de handle- og trosformer, som langt senere i vor udvikling førte til dannelse af religionerne.

Dyr har instinktive handleformer, som vi betegner som frygt. Men det er en »frygt« som dyret kun instinktivt kan reagere på, ikke noget, som det erkender som frygt.

Antropologien kan berette om masser af handleformer, først og fremmest riter, senere ritualer, men sikkert også, på det interpersonelle plan, mimik, lyde, med hvilke vore forfædre reagerede på den fjendtlighed og de risici, som de nu kom til at erkende, som en trussel mod deres eksistens.

Og i takt med at de distancerede sig mere og mere fra den natur, de var en del af, i jo højere grad kom den til at stå som et ukendt land, hvor utallige farer lurede.

Det hinsides, som mange religioner senere skulle forestille sig, har måske sin oprindelse i den fremmedhed overfor naturen, som de tidlige mennesker udviklede.

Det er nu min antagelse, at det vi i dag betegner som ›det hellige‹ er udtryk for det, der gjorde det muligt at håndtere de trusler mod deres tilværelse, den evne, som de tidligste mennesker udviklede.

Her finder jeg nogle bestemmelser hos Rudolf Otto i bogen »Das Heilige - Über das Irrationale in der Idee des Göttlichen und sein Verhältnis zum Rationalen« (1917/2014) belysende. Det skal med det samme bemærkes, at jeg ikke forsøger at bedrive teologi. Derfor kan jeg heller ikke gå ind på Ottos relateringer til decideret teologiske spørgsmål. Men jeg prøver at sandsynliggøre, at de overvejelser, han gør sig om det helliges natur, uden at forvride hans tanker, kan kaste lys over den situation, som vore forfædre befandt sig i, i den årtusinder lange proces, hvori de arbejdede sig ud af deres oprindelige naturtilstand.


Otto mener, at det hellige og det religiøse hænger sammen (hvortil jeg, som selverklæret religiøs ateist, vil indskyde, at man  sagtens kan have religiøsitet uden religion), og selv om det hellige ofte forbindes med f.eks. etik, så er det hellige noget mere: »Sie hat als solche ein völlig artsbesonderes Moment in sich..« som også ligger udenfor rationel erkendelse, noget utilgængeligt, som ikke kan sættes på begreb. (DH, s.5) Det er bestemmelsen »artsbesonderes« jeg her vil tage til indtægt for mine teser.  Det hellige er knyttet til vor art og dermed til mennesket. Otto vil nu finde frem til hvad der ligger i det hellige, udover de etiske og rationelle aspekter, som det senere er blevet knyttet til.

At det er noget der ligger i mennesket, kommer til orde, når han betegner det, der søges efter, som det numinøse, dannet af begrebet numen. Dette kan oversættes, eller forstås, som ånd. Et fænomen, som ikke kan defineres, kun indkredses, idet det i sidste ende er op til den enkelte, at finde det hos sig selv. Som Otto siger, man kan sætte den anden på sporet, ved at nævne tilgrænsende fænomener, som det ikke er, for så at spørge »Kan du nu ikke selv se det?«.
(Jfr. når Jesus og apostle appellerer til helligånden hos tilhørerne.)

At jeg kalder dette numinøse for ånd, er ikke helt i overensstemmelse med Ottos forståelse, så vidt jeg kan se. Når ordet numen slås op på Wikipedia, så får man som første betydning, det divine, hvad der har med det guddommelige at gøre.  »Numen, pl. numina, is a Latin term for "divinity", or a "divine presence", "divine will.«  Dette er forvirrende og upræcist, idet et tidligere begreb defineres med et senere. Guderne skulle jo først på banen, før man kunne definere noget som guddommeligt. At dette ikke er hårtrækkeri, er blevet demonstreret af teologen Jacob Wolf, som i sin udlægning af »Das Heilige« i bogen »Det Guddommelige - fænomenologisk set« (2015) sætter lighedstegn mellem Ottos begreb ›das Heilige‹ og det guddommelige. Ikke blot i titlen på sin bog, men i hele behandlingen af tematikken udskifter Wolf begrebet det hellige med det guddommelige. Han siger f.eks., som kommentar til den rationaliseringsproces, som efter hans mening har fundet sted i vesten i det 20. årh. :«Følelsen af det guddommelige eller, hvad der er det samme - sansen for det hellige udsættes her for et ødelæggende pres.« (S.10) Hvorved han effektivt skævvrider intentionerne i Ottos bog, som ovenfor antydet. Jeg tror, at Otto ville have protesteret heftigt mod en sådan ligestilling af de to begreber. Jeg er på mange punkter enig med Wolf, hvis blot han ville udskifte det guddommelige med det hellige.

 At det numinøse imidlertid heller ikke, iflg. Otto, er identisk med ånd, fremgår når han konkluderer om det numinøse, nu betegnet ›X‹: »det betyder, at vort X ikke i streng forstand er til at lære (lehrbar), men kun kan lirkes frem, vækkes - som alt hvad der kommer ›fra ånden‹«. (DH s. 7, min oversættelse) Det, der kommer fra ånden, kan jo ikke være ånden, som sådan. Men man kan vel sige, at det helliges sted er i ånden.

Et centralt begreb i Ottos forsøg på at indkredse det numinøse, er afhængighed med afsæt i Schleiermacher.  Ikke en hvilken som helst form for afhængighed, men en afhængighed som får mennesket til at føle, at det står overfor noget, som er større og mægtigere end det selv. Denne følelse benævner Otto nu Kreaturgefühl - »das Gefühl der Kreatur die in ihrem eigenen Nichts versinkt und vergeht gegenüber dem was über aller Kreatur ist,« (DH, s. 12)
 »Følelsen hos en skabning, som overfor det, som står over alle skabninger, synker og forgår i sit eget Intet« mit forsøg på en oversættelse? Som jeg ser det, er den afhængighed, Otto har i tankerne, næsten identisk med afmagt eller selvudslettelse.  Han taler således om følelsen af en betingelsesløs (schlechthinnig) afhængighed, hvis modstykke er den betingelsesløse overlegenhed og utilnærmelighed hos den/det ubegribelige Andet, Gud må man gå ud fra.

Hvis vi vender tilbage til vore forfædre, så er det vel ikke svært at forestille sig, at som dyr, på vej ud af naturen, kan de have haft en følelse af fortabthed, afhængighed. Men i udgangspunktet, må det formodes, har det været en afhængighed uden noget modstående objekt, ledsaget af en ubestemmelig frygt. En frygt som måske kan spores i visse filosofiers forestillinger om det store intet, det tomme rum m.v. Og som hos vore forfædre hen ad vejen blev objektiveret i form af naturens trusler, senere udviklet til ånder og guder.

(I en analyse af, hvorledes Hegels Logik begynder, siger Angelica Ruzzo: »The non-dialectical movement of nothing is, however, the beginning of the properly dialectical process. Furthermore, the movement of nothing must be non-dialectical in order to be the beginning of dialectic (or in order for dialectic to actually begin).« Her er der naturligvis kun tale om en eksemplificering af, hvorledes noget (måske?) kan komme af intet.)

I fortsættelsen kvalificerer Otto sin forståelse af det numinøse, det hellige, med begrebet mysterium tremendum, det frygtindgydende mystiske. Skræk og uhygge er andre nøglebegreber, som har ledt menneskeheden frem til dagens religioner. Et citat i min, nødtørftige, oversættelse:

»Al religionshistorik udvikling er udgået fra denne skræk og dens oprindelige form (›Roh'-form),  denne på en eller anden måde i en første sansning (Regung) opståede følelse af noget ›uhyggeligt‹ (›Unheimlichen‹), der som fremmed og ny dukkede op i urmenneskets bevidsthed.« (DH, s. 16)

I "Oplysningens dialektik" (1972) skriver Adorno og Horkheimer (s. 28) om de tidligste mennesker.

"Det udbrud af rædsel, der ledsager erfaringen af det uvante, bliver dettes navn. Det fikserer det ukendtes transcendens over for det kendte og dermed gysen som hellighed. Naturens fordobling som skin og væsen, virkning og kraft, som først muliggør både myten og videnskaben, hidrører fra menneskets angst, hvis udtryk bliver til forklaring. Det er ikke...sjælen der lægges ind i naturen; mana, den bevægende ånd, er ingen projektion, men ekkoet af naturens reelle overmagt i de vildes svage sjæle."


Ib Jørgensen
18. sept. 2017
Feb. 2024

mandag den 24. juli 2017

Lad os tale om helligånden/det hellige

»I en religiøs humanistisk kultur er jøder, kristne, muslimer, ikke-konfessionelle og ateister forpligtet på at blive dannet gennem et fælles samliv til gavn for samfundet.«

Således siger Anne Marie Pahuus og Henrik Grøndal Lund i kroniken »En ny humanisme kan opstå af religionsmødet« (Kristeligt Dagblad 22/4-17)

Som selverklæret religiøs ateist er det en udmelding, jeg kun kan ønske velkommen. Det har længe været min overbevisning, at uden en spirituel/åndelig oprustning af vore samfund, vil vi ikke være i stand til at møde og løse de udfordringer, som vor lokale, regionale og globale situation i denne epoke stiller os overfor.

Som kroniken indirekte antyder, så er der ikke tegn på, at sådanne omfattende holdnings- og bevidsthedsændringer vil kunne udspringe af en eller flere af de tre monoteismer. Heller ikke meget tyder på, at der i de såkaldt sekulære eller civile dele af vore samfund, kan ses sådanne tendenser. Men det er uomtvisteligt, at frygten for miljøkatastrofer og økologiske sammenbrud i voksende grad bliver et bevidsthedselement hos en hastigt voksende del af samfundsborgerne, på tværs af religiøse, politiske og sociale overbevisninger. En større forståelse, af den helhed, vi er en del af, er påkrævet.

En målsætning, som skitseret i det indledende citat, vil kræve etableringen af en dialog mellem de nævnte grupper. Hvis en sådan dialog skal have mulighed for succes, så kræves det, efter min mening, at man kan blive enige om et fælles udgangspunkt. Ikke et tilfældigt konstrueret eller selvindlysende udgangspunkt,  som f.eks. ønsket om en fredelig og retfærdig verden. Det skal være et udgangspunkt, som i princippet kan være fælles for alle mennesker, uanset tro, religion, overbevisning - eller mangel på samme.

Dette udgangspunkt kan være en tro på det hellige i mennesket, i den kristne kirke kaldet helligånden.

Jeg tror på det hellige i mig selv, som det der får mig til at indse, at der er noget, der er større end mig selv, noget jeg har forpligtelser overfor. Min familie, mine medborgere her i byen, mine landsmænd, borgerne i de lande og nationer, som mit land er i samkvem med. I sidste instans er jeg forpligtet overfor den art, jeg tilhører. En art, der som den eneste i naturen, er i stand til at se og erkende sin omverden på den måde. Deri ligger vor hellige forpligtelse.

Men lige så snart det er sagt, så ses det kun alt for tydeligt, at her ligger en forpligtelse, som den enkelte ikke kan løfte i noget, der blot nærmer sig sin fulde udstrækning. Kollektive løsninger er påkrævede, så meget mere som mennesket ikke er opstået som et isoleret individ, men fra dag 1 i evolutionshistorien har været afhængig af og defineret af medmennesket.

En lang historie må her gøres kort: For enden af vor hidtidige historie, står vi idag med to grundlæggende systemer, som på forskellig vis prøver at varetage vore fælles, hellige forpligtelser: politik og religion, stat og kirke. De har på varierende vis sat sit præg på vore samfund, ikke mindst har kirken indtil for nylig, som dets primære adminstrator, været stærkt medvirkende til, hvorledes det hellige, i form af etik og moral, har modereret og formet politiken.  Ligesom etik og moral, i mere fornuftbetonet dragt, har haft indflydelse på politiske ideologier. Menneskerettigheder, ulandshjælp, velfærdsstat m.m. er kollektive, politiske tiltag funderet i det hellige. Men naturligvis også i rationalistisk betonede forsvar for bestemte særinteresser.

Men kroniken, som jeg her forholder mig til, har med rette indset, at den kraft der kommer fra det hellige, i form af etik og moral, ikke formår at dæmme op for stadigt mere destruktive kræfter i vore samfundsordener. Derfor efterlyses en religiøs humanisme.

I denne sammenhæng kan jeg kun give en skitsemæssig antydning af, hvad jeg tror på. Min religiøsitet, min tro på det hellige i mennesket er baseret på den viden om os, som filosofi, antropologi, fysiologi, neurovidenskab m.m. har opbygget, uden at henvise til kræfter udenfor mennesket. Men også en viden, som i stigende grad erkender, at den fuldstændige indsigt i menneskets bevidsthedsmæssige arkitektur, endnu ikke kan begribes. Den situation, at vi alle har et indre liv (en sjæl) i et legeme, et liv i en krop hvor vi hele tiden må sætte vor eksistens i og på spil (vort sociale liv), og endelig et liv, som rækker ud over, hvad vi kan fatte (åndens felt, artens eksistens?), disse tre dele af vort bevidsthedsliv danner baggrund for, hvordan vi opbygger vores selvforståelse, hvem vi bliver til som personer.

Det hellige er det ikke-sted i os selv, ud fra hvilket vi kan få indflydelse på, hvem vi gør os til. Det hellige er måske at forstå som en position, ikke en egenskab.

Denne opfattelse vil jeg gerne advokere for, og jeg vil, ikke mindst, gerne sætte den i spil overfor den forståelse af helligånden, som vi finder i den kristne kirke. Det siger sig selv, at jeg efter bedste evne har orienteret mig på dette felt.

Med deres kronik annoncerede Pahuus og Lund udgivelsen af bogen »95 nye teser« i anledning af reformationsjubilæet. I den har Niels Grønkjær  i 3 teser skrevet  om ånden: ›Kroppen skal have ånd‹ (tese 12),   ›Sjælen skal have ånd‹ (tese 13) og endelig ›Ånden forener gennem adskillelse‹ (tese14).

I disse tre teser giver Grønkjær udtryk for tanker omkring sammenhængene mellem krop, legeme, sjæl og ånd som langt hen ad vejen er identiske med den opfattelse, jeg har opnået gennem studiet af filosofisk antropologi og filosofi, som udelukkende tager udgangspunkt i en naturvidenskabelig menneskeopfattelse. Men det er ikke nok for teologen og præsten Grønkjær. Hos ham skal en gud og hans søn bringes til at have sin plads, ånden skal indordnes i den kristne kirkes treenighedsforståelse, gud, søn og helligånd, som den nu bliver kaldt. Det hellige - som er en del af mennesket - bliver gjort til instrument for en specifik gudstro, bliver så at sige koloniseret og derved, hævder jeg, berøvet sit iboende potentiale.

Ifølge Luthers katekismus er helligåndens opgave, at få mennesket til at tro på Jesus. Det er hvad jeg kalder en instrumentalisering af  helligånden.  En uhensigtsmæssig og muligvis skæbnesvanger begrænsing af dens kraft,
fordi der i samme bevægelse en sker en afmægtiggørelse af mennesket.

Grønkjær slutter da også med ordene »Kun en gud kan redde os. Kun Gud, som selv er blevet menneske, fordi kun han kan finde ud af at være det, kan redde os.«

Der ligger en vis ironi i, at helligånden, længe før den blev en del af treenigheden, sandsynligvis spillede en afgørende rolle i den kristne kirkes passage fra jødisk lokalreligion til det verdensomspændende system, den er idag. Omkring år 50 afholdtes det såkaldte Apostelmøde i Jerusalem. De første kristne var jøder, som Jesus, og som ham forholdt de sig til jødernes bibel, Toraen. Men også ikke-jøder, hedninge, var blevet kristne. Nu hævdede de jødisk kristne at hedningekristne skulle omskæres og overholde Toraens (biblens) forskrifter, især på måltidernes område. Var disse krav gået igennem, ville den nye kristne kirke formentlig ikke kunnet have fået den brede tilslutning, som den skulle vise sig at få. Paulus, som repræsenterede de hedningekristne, fik afværget jødernes krav, bl.a. med disse ord fra Apostlenes gerninger 15,28: »For Helligånden og vi har besluttet ikke at lægge nogen anden byrde på jer end dette nødvendige, at I skal holde jer fra kød, der ofres til afguder, og fra kød af kvalte dyr og fra utugt. Ved at holde jer fri af det handler I ret. Lev vel.«

Tillad mig at tolke: Helligånden, det hellige fik lov til at veje tungere end Toraens, biblens ord. Det er min faste overbevisning, at en sådan opfattelse af det hellige, burde kunne udgøre en del af den platform, hvor debatten om kronikforfatternes ønske om udviklingen af en »religiøs humanistisk kultur« kunne tage sit udgangspunkt.

lørdag den 28. januar 2017

Slip helligånden fri !

Tilgiv mig denne poppede overskrift, som rummer min overbevisning, at der er noget helligt ved den menneskelige tilværelse, som ikke i tilstrækkelig grad får lov til at komme til udfoldelse i de monoteistiske religioner. I det følgende vil jeg prøve at argumentere herfor.

Det handler om antropologi: har en gud skabt mennesket, eller er mennesket kommet til verden i kraft af sin særegne konstitution? Jeg mener det sidste og støtter mig her på en naturvidenskabeligt funderet filosofisk antropologi.

Først en bekendelse: jeg betegner mig selv som religiøs ateist. Jeg kan heri følge John Dewey, som i sin lille bog ›A Common Faith‹ (1934) har påvist, at religiøs kan man være uden en religion. Sidstnævnte kan bliveet resultat af det første, men slet ikke nødvendigvis.  Jeg tror ikke på en gud som ophav til alt. Men jeg tror på det hellige, som man gerne må kalde helligånden, da det hellige, som jeg forstår det, klart hører til i den åndelige sfære, hvor det danner indhold med andre uhåndgribelige fænomener som sjæl, kærlighed og deraf afledte tilskyndelser. Her bør det understreges, at jeg opfatter intellekt og rationalitet, som tilskyndelser på linje med det hellige. Enhver bevidst handling vi udøver, vil være et uadskilleligt amalgam af disse to drivkræfter. Ingen bevidst handling kan være rent rationelt eller rent følelsesmæssigt begrundet.

Fordi det må erkendes, at siden kristendommens begyndelse, så har forvaltningen af det hellige stort set kun fundet sted, i store dele af verden og ikke mindst i vor del, indenfor den kristne kirkes rammer. Jeg kan derfor ikke tilslutte mig en kirke- og religionskritik, som består i en total afvisning og evt. ønske om afvikling.

Men i den kristne kirke er helligånden lagt i nogle lænker, som gør den afmægtig på mange punkter, med det resultat, at mennesker i troen gøres afmægtige overfor de udfordringer, som vor art og vor klode står overfor.

Det skyldes ikke mindst den udlægning, som centrale begreber som skabelse, frelse, synd, nåde, efterliv, m.fl. har fået i de kristne teologier.

For at sige det lidt firkantet, så er det hellige, helligånden, der blevet gjort til en rekvisit for en gud og for profeterne, først og fremmest Jesus - ja, er ligefrem blevet gjort til et resultat af disse figurers aktiviteter. Hvor jeg vil argumentere for, at årsagskæden går den anden vej.
Helligånden, det hellige kom først.

Min overbevisning, min religiøsitet har jeg fra studier i især filosofi og antropologi, ikke mindst den filosofiske antropologi. Sidstnævnte kan kort beskrives som en filosofisk opbygget forståelse af menneskets tilstedekommen i verden og dets efterfølgende udvikling.

Når det er mig magtpåliggende, at argumentere for en sådan menneskeforståelse, så skyldes det, at den efter min bedste mening vil kunne appellere til alle mennesker, uanset hvilken tro de er endt op med. Derved vil den forhåbentlig kunne danne basis for den fælles indsigt i vor situation, som vi behøver for at kunne påvirke vor fremtid i en mere løfterig retning, end udsigterne lige nu tegner til.

Meget kort og skematisk kan dette scenarie ridses op:

De væsener, som udviklede sig til mennesket, levede for flere millioner år siden i en truende natur, var højst sandsynligt relativt forsvarsløse byttedyr, mad for andre og stærkere dyr. Men deres hjerner var anderledes indrettet. De havde nogle evner. Som de måske løb rundt med i tusinder af år, uden at det gik op for dem. Men hjernen lagrede deres oplevelser, og det er vel ikke helt urimeligt at formode, at her lå kimen til senere forestillinger om det hinsidige. Vi forestiller os nu, at en gruppe bliver jaget op ad et bjerg, kommer til at sætte et stenskred i gang, som knuser eller jager forfølgerne på flugt. I sikkerhed i en hule på bjergtoppen, tager en af dem en sten, kaster den ned af bjerget. En anden ser det, og gør det samme. Og de kigger på hinanden. Så tager de begge endnu en sten og kaster dem. En første ikke instinktstyret kommunikation har fundet sted. Vi har forestillet os det BigBang, i hvilket menneskets forløber var kommet til verden. I kraft af aktiveringen af det, som vi må kalde det hellige, helligånden.

Skabelsen havde fundet sted og frelsen fulgte. Skabelsen forstået som den langsommelige opbygning og videreudvikling af de menneskelige kapaciteter, frelsen som den sikring af arten ved siden af, men samtidigt indenfor den natur, som man nu langsomt distancerede sig fra.

I millioner af år er denne udvikling foregået, på næsten lige så mange forskellige måder, men indtil for ganske nylig i dyb, ikke nødvendigvis bevidst, respekt for den natur, som man stadig måtte se sig som en del af.

Hvis der er noget der er større end os, og det er der, så er det denne stadigt pågående udviklingshistorie, hvor det nu er vores ansvar, hvorledes og om arten skal føres videre. Kan vi bringes til at indse, hvorledes vi er tvunget til at opsøge vore hellige tilskyndelser, for at lade dem spille en større rolle, i den måde vi lever på?

Og hvilken rolle kan eller vil vore religioner og ikke mindst den kristne kirke spille i den forbindelse?

Jeg er naturligvis i mine studier også blevet nødt til at inddrage dele af teologiske overvejelser om disse spørgsmål.

I sin doktordisputats ›Helligånden sendt til verden‹ (1973) stiller Anne Marie Aagaard 3 spørgsmål:

1) Er Guds frelse knyttet til kirken, eller har ›troen, håbet og kærligheden en frelsens historie‹ udenfor kirkens mure?
Som det vil være fremgået, er mit svar her et absolut ja. Den historie går tilbage til vor arts opståen.

2) Er frelsen noget der kun vedrører individet, eller gælder den mennesker i og med deres historie, så frelsens form, forstået af forfatteren som Guds frelseshandlinger, får følger for ›jordens form‹?
I min optik er frelsen, som antydet, en stadigt pågående, aldrig afsluttet,  menneskestyret proces, som i allerhøjeste grad påvirker vores liv og skæbne.

3) Et direkte citat: »Hvis frelsen angår mennesker i og med deres verden, hvordan forholder nyskabelsen sig da til menneskers bestræbelser på at humanisere tilværelsen og gøre verden til ›den gode jord herneden‹ »
Besvarelsen af dette spørgsmål burde være en fælles opgave for os alle, troende som ikke-troende.

Anne Marie Aagaard nævner, at anledningen til disputatsen kom fra ›løsrevne  udsagn i 1960›ernes teologiske litteratur, som omtalte nødvendigheden af et arbejde med pneumatologien på en bredere basis end ekklesiologien, altså hhv. læren om helligånden og læren om kirken (og dens rolle?).

I bogen henviser AMAa i  fodnote 17 på s. 180 til Irenæus (ca. 130-ca. 200): »Selv om eftertiden undgår udtrykket, fordi det så let kan misforstås, har Irenæus tale om, at mennesket er skabt med Helligånden som en del af sin naturlige udrustning, afgørende præget orthodoks tradition.« (min. fremh.)

Fodnoten gælder denne tekst (s.s.): »Hele denne sammenhæng mellem det Kristusformede menneske og den humaniserede verden som gudsrigets ikon viser ganske tydeligt, at orthodoks teologi ikke kan operere med begrebet »natura pura« til forståelse af forholdet mellem skaber og skabning.«

I dette reformationsår finder jeg, at det ville være yderst aktuelt at man i den kristne kirke tog disse spørgsmål alvorligt. Og ikke mindst på en måde, så en bredere offentlighed kunne følge med i overvejelserne.

I den avis udgivet af KD i jubilæets anledning, finder jeg da også flere passager, som demonstrerer at der i den kristne kirke er uenighed om disse spørgsmål. Men jeg vil begrænse mig til at citere ham, der hyldes.

I Luthers katekismus hedder det: »Jeg tror på Helligånden. En hellig almindelig kirke, de helliges samfund, synderens forladelse, kødets opstandelse og det evige liv. Amen.«

Og Luther udlægger det således, at mennesket ikke ved egen fornuft eller kraft kan tro på Jesus. Men at helligånden kan udføre det job. Altså få mennesket til at tro på Jesus. Det er hvad jeg kalder en instrumentalisering af  helligånden.  En uhensigtsmæssig og muligvis skæbnesvanger begrænsing af dens kraft, som der bør gøres op med. Og i samme bevægelse en afmægtiggørelse af mennesket.

Derfor: Slip helligånden fri.