mandag den 24. juli 2017

Lad os tale om helligånden/det hellige

»I en religiøs humanistisk kultur er jøder, kristne, muslimer, ikke-konfessionelle og ateister forpligtet på at blive dannet gennem et fælles samliv til gavn for samfundet.«

Således siger Anne Marie Pahuus og Henrik Grøndal Lund i kroniken »En ny humanisme kan opstå af religionsmødet« (Kristeligt Dagblad 22/4-17)

Som selverklæret religiøs ateist er det en udmelding, jeg kun kan ønske velkommen. Det har længe været min overbevisning, at uden en spirituel/åndelig oprustning af vore samfund, vil vi ikke være i stand til at møde og løse de udfordringer, som vor lokale, regionale og globale situation i denne epoke stiller os overfor.

Som kroniken indirekte antyder, så er der ikke tegn på, at sådanne omfattende holdnings- og bevidsthedsændringer vil kunne udspringe af en eller flere af de tre monoteismer. Heller ikke meget tyder på, at der i de såkaldt sekulære eller civile dele af vore samfund, kan ses sådanne tendenser. Men det er uomtvisteligt, at frygten for miljøkatastrofer og økologiske sammenbrud i voksende grad bliver et bevidsthedselement hos en hastigt voksende del af samfundsborgerne, på tværs af religiøse, politiske og sociale overbevisninger. En større forståelse, af den helhed, vi er en del af, er påkrævet.

En målsætning, som skitseret i det indledende citat, vil kræve etableringen af en dialog mellem de nævnte grupper. Hvis en sådan dialog skal have mulighed for succes, så kræves det, efter min mening, at man kan blive enige om et fælles udgangspunkt. Ikke et tilfældigt konstrueret eller selvindlysende udgangspunkt,  som f.eks. ønsket om en fredelig og retfærdig verden. Det skal være et udgangspunkt, som i princippet kan være fælles for alle mennesker, uanset tro, religion, overbevisning - eller mangel på samme.

Dette udgangspunkt kan være en tro på det hellige i mennesket, i den kristne kirke kaldet helligånden.

Jeg tror på det hellige i mig selv, som det der får mig til at indse, at der er noget, der er større end mig selv, noget jeg har forpligtelser overfor. Min familie, mine medborgere her i byen, mine landsmænd, borgerne i de lande og nationer, som mit land er i samkvem med. I sidste instans er jeg forpligtet overfor den art, jeg tilhører. En art, der som den eneste i naturen, er i stand til at se og erkende sin omverden på den måde. Deri ligger vor hellige forpligtelse.

Men lige så snart det er sagt, så ses det kun alt for tydeligt, at her ligger en forpligtelse, som den enkelte ikke kan løfte i noget, der blot nærmer sig sin fulde udstrækning. Kollektive løsninger er påkrævede, så meget mere som mennesket ikke er opstået som et isoleret individ, men fra dag 1 i evolutionshistorien har været afhængig af og defineret af medmennesket.

En lang historie må her gøres kort: For enden af vor hidtidige historie, står vi idag med to grundlæggende systemer, som på forskellig vis prøver at varetage vore fælles, hellige forpligtelser: politik og religion, stat og kirke. De har på varierende vis sat sit præg på vore samfund, ikke mindst har kirken indtil for nylig, som dets primære adminstrator, været stærkt medvirkende til, hvorledes det hellige, i form af etik og moral, har modereret og formet politiken.  Ligesom etik og moral, i mere fornuftbetonet dragt, har haft indflydelse på politiske ideologier. Menneskerettigheder, ulandshjælp, velfærdsstat m.m. er kollektive, politiske tiltag funderet i det hellige. Men naturligvis også i rationalistisk betonede forsvar for bestemte særinteresser.

Men kroniken, som jeg her forholder mig til, har med rette indset, at den kraft der kommer fra det hellige, i form af etik og moral, ikke formår at dæmme op for stadigt mere destruktive kræfter i vore samfundsordener. Derfor efterlyses en religiøs humanisme.

I denne sammenhæng kan jeg kun give en skitsemæssig antydning af, hvad jeg tror på. Min religiøsitet, min tro på det hellige i mennesket er baseret på den viden om os, som filosofi, antropologi, fysiologi, neurovidenskab m.m. har opbygget, uden at henvise til kræfter udenfor mennesket. Men også en viden, som i stigende grad erkender, at den fuldstændige indsigt i menneskets bevidsthedsmæssige arkitektur, endnu ikke kan begribes. Den situation, at vi alle har et indre liv (en sjæl) i et legeme, et liv i en krop hvor vi hele tiden må sætte vor eksistens i og på spil (vort sociale liv), og endelig et liv, som rækker ud over, hvad vi kan fatte (åndens felt, artens eksistens?), disse tre dele af vort bevidsthedsliv danner baggrund for, hvordan vi opbygger vores selvforståelse, hvem vi bliver til som personer.

Det hellige er det ikke-sted i os selv, ud fra hvilket vi kan få indflydelse på, hvem vi gør os til. Det hellige er måske at forstå som en position, ikke en egenskab.

Denne opfattelse vil jeg gerne advokere for, og jeg vil, ikke mindst, gerne sætte den i spil overfor den forståelse af helligånden, som vi finder i den kristne kirke. Det siger sig selv, at jeg efter bedste evne har orienteret mig på dette felt.

Med deres kronik annoncerede Pahuus og Lund udgivelsen af bogen »95 nye teser« i anledning af reformationsjubilæet. I den har Niels Grønkjær  i 3 teser skrevet  om ånden: ›Kroppen skal have ånd‹ (tese 12),   ›Sjælen skal have ånd‹ (tese 13) og endelig ›Ånden forener gennem adskillelse‹ (tese14).

I disse tre teser giver Grønkjær udtryk for tanker omkring sammenhængene mellem krop, legeme, sjæl og ånd som langt hen ad vejen er identiske med den opfattelse, jeg har opnået gennem studiet af filosofisk antropologi og filosofi, som udelukkende tager udgangspunkt i en naturvidenskabelig menneskeopfattelse. Men det er ikke nok for teologen og præsten Grønkjær. Hos ham skal en gud og hans søn bringes til at have sin plads, ånden skal indordnes i den kristne kirkes treenighedsforståelse, gud, søn og helligånd, som den nu bliver kaldt. Det hellige - som er en del af mennesket - bliver gjort til instrument for en specifik gudstro, bliver så at sige koloniseret og derved, hævder jeg, berøvet sit iboende potentiale.

Ifølge Luthers katekismus er helligåndens opgave, at få mennesket til at tro på Jesus. Det er hvad jeg kalder en instrumentalisering af  helligånden.  En uhensigtsmæssig og muligvis skæbnesvanger begrænsing af dens kraft,
fordi der i samme bevægelse en sker en afmægtiggørelse af mennesket.

Grønkjær slutter da også med ordene »Kun en gud kan redde os. Kun Gud, som selv er blevet menneske, fordi kun han kan finde ud af at være det, kan redde os.«

Der ligger en vis ironi i, at helligånden, længe før den blev en del af treenigheden, sandsynligvis spillede en afgørende rolle i den kristne kirkes passage fra jødisk lokalreligion til det verdensomspændende system, den er idag. Omkring år 50 afholdtes det såkaldte Apostelmøde i Jerusalem. De første kristne var jøder, som Jesus, og som ham forholdt de sig til jødernes bibel, Toraen. Men også ikke-jøder, hedninge, var blevet kristne. Nu hævdede de jødisk kristne at hedningekristne skulle omskæres og overholde Toraens (biblens) forskrifter, især på måltidernes område. Var disse krav gået igennem, ville den nye kristne kirke formentlig ikke kunnet have fået den brede tilslutning, som den skulle vise sig at få. Paulus, som repræsenterede de hedningekristne, fik afværget jødernes krav, bl.a. med disse ord fra Apostlenes gerninger 15,28: »For Helligånden og vi har besluttet ikke at lægge nogen anden byrde på jer end dette nødvendige, at I skal holde jer fra kød, der ofres til afguder, og fra kød af kvalte dyr og fra utugt. Ved at holde jer fri af det handler I ret. Lev vel.«

Tillad mig at tolke: Helligånden, det hellige fik lov til at veje tungere end Toraens, biblens ord. Det er min faste overbevisning, at en sådan opfattelse af det hellige, burde kunne udgøre en del af den platform, hvor debatten om kronikforfatternes ønske om udviklingen af en »religiøs humanistisk kultur« kunne tage sit udgangspunkt.

lørdag den 28. januar 2017

Slip helligånden fri !

Tilgiv mig denne poppede overskrift, som rummer min overbevisning, at der er noget helligt ved den menneskelige tilværelse, som ikke i tilstrækkelig grad får lov til at komme til udfoldelse i de monoteistiske religioner. I det følgende vil jeg prøve at argumentere herfor.

Det handler om antropologi: har en gud skabt mennesket, eller er mennesket kommet til verden i kraft af sin særegne konstitution? Jeg mener det sidste og støtter mig her på en naturvidenskabeligt funderet filosofisk antropologi.

Først en bekendelse: jeg betegner mig selv som religiøs ateist. Jeg kan heri følge John Dewey, som i sin lille bog ›A Common Faith‹ (1934) har påvist, at religiøs kan man være uden en religion. Sidstnævnte kan bliveet resultat af det første, men slet ikke nødvendigvis.  Jeg tror ikke på en gud som ophav til alt. Men jeg tror på det hellige, som man gerne må kalde helligånden, da det hellige, som jeg forstår det, klart hører til i den åndelige sfære, hvor det danner indhold med andre uhåndgribelige fænomener som sjæl, kærlighed og deraf afledte tilskyndelser. Her bør det understreges, at jeg opfatter intellekt og rationalitet, som tilskyndelser på linje med det hellige. Enhver bevidst handling vi udøver, vil være et uadskilleligt amalgam af disse to drivkræfter. Ingen bevidst handling kan være rent rationelt eller rent følelsesmæssigt begrundet.

Fordi det må erkendes, at siden kristendommens begyndelse, så har forvaltningen af det hellige stort set kun fundet sted, i store dele af verden og ikke mindst i vor del, indenfor den kristne kirkes rammer. Jeg kan derfor ikke tilslutte mig en kirke- og religionskritik, som består i en total afvisning og evt. ønske om afvikling.

Men i den kristne kirke er helligånden lagt i nogle lænker, som gør den afmægtig på mange punkter, med det resultat, at mennesker i troen gøres afmægtige overfor de udfordringer, som vor art og vor klode står overfor.

Det skyldes ikke mindst den udlægning, som centrale begreber som skabelse, frelse, synd, nåde, efterliv, m.fl. har fået i de kristne teologier.

For at sige det lidt firkantet, så er det hellige, helligånden, der blevet gjort til en rekvisit for en gud og for profeterne, først og fremmest Jesus - ja, er ligefrem blevet gjort til et resultat af disse figurers aktiviteter. Hvor jeg vil argumentere for, at årsagskæden går den anden vej.
Helligånden, det hellige kom først.

Min overbevisning, min religiøsitet har jeg fra studier i især filosofi og antropologi, ikke mindst den filosofiske antropologi. Sidstnævnte kan kort beskrives som en filosofisk opbygget forståelse af menneskets tilstedekommen i verden og dets efterfølgende udvikling.

Når det er mig magtpåliggende, at argumentere for en sådan menneskeforståelse, så skyldes det, at den efter min bedste mening vil kunne appellere til alle mennesker, uanset hvilken tro de er endt op med. Derved vil den forhåbentlig kunne danne basis for den fælles indsigt i vor situation, som vi behøver for at kunne påvirke vor fremtid i en mere løfterig retning, end udsigterne lige nu tegner til.

Meget kort og skematisk kan dette scenarie ridses op:

De væsener, som udviklede sig til mennesket, levede for flere millioner år siden i en truende natur, var højst sandsynligt relativt forsvarsløse byttedyr, mad for andre og stærkere dyr. Men deres hjerner var anderledes indrettet. De havde nogle evner. Som de måske løb rundt med i tusinder af år, uden at det gik op for dem. Men hjernen lagrede deres oplevelser, og det er vel ikke helt urimeligt at formode, at her lå kimen til senere forestillinger om det hinsidige. Vi forestiller os nu, at en gruppe bliver jaget op ad et bjerg, kommer til at sætte et stenskred i gang, som knuser eller jager forfølgerne på flugt. I sikkerhed i en hule på bjergtoppen, tager en af dem en sten, kaster den ned af bjerget. En anden ser det, og gør det samme. Og de kigger på hinanden. Så tager de begge endnu en sten og kaster dem. En første ikke instinktstyret kommunikation har fundet sted. Vi har forestillet os det BigBang, i hvilket menneskets forløber var kommet til verden. I kraft af aktiveringen af det, som vi må kalde det hellige, helligånden.

Skabelsen havde fundet sted og frelsen fulgte. Skabelsen forstået som den langsommelige opbygning og videreudvikling af de menneskelige kapaciteter, frelsen som den sikring af arten ved siden af, men samtidigt indenfor den natur, som man nu langsomt distancerede sig fra.

I millioner af år er denne udvikling foregået, på næsten lige så mange forskellige måder, men indtil for ganske nylig i dyb, ikke nødvendigvis bevidst, respekt for den natur, som man stadig måtte se sig som en del af.

Hvis der er noget der er større end os, og det er der, så er det denne stadigt pågående udviklingshistorie, hvor det nu er vores ansvar, hvorledes og om arten skal føres videre. Kan vi bringes til at indse, hvorledes vi er tvunget til at opsøge vore hellige tilskyndelser, for at lade dem spille en større rolle, i den måde vi lever på?

Og hvilken rolle kan eller vil vore religioner og ikke mindst den kristne kirke spille i den forbindelse?

Jeg er naturligvis i mine studier også blevet nødt til at inddrage dele af teologiske overvejelser om disse spørgsmål.

I sin doktordisputats ›Helligånden sendt til verden‹ (1973) stiller Anne Marie Aagaard 3 spørgsmål:

1) Er Guds frelse knyttet til kirken, eller har ›troen, håbet og kærligheden en frelsens historie‹ udenfor kirkens mure?
Som det vil være fremgået, er mit svar her et absolut ja. Den historie går tilbage til vor arts opståen.

2) Er frelsen noget der kun vedrører individet, eller gælder den mennesker i og med deres historie, så frelsens form, forstået af forfatteren som Guds frelseshandlinger, får følger for ›jordens form‹?
I min optik er frelsen, som antydet, en stadigt pågående, aldrig afsluttet,  menneskestyret proces, som i allerhøjeste grad påvirker vores liv og skæbne.

3) Et direkte citat: »Hvis frelsen angår mennesker i og med deres verden, hvordan forholder nyskabelsen sig da til menneskers bestræbelser på at humanisere tilværelsen og gøre verden til ›den gode jord herneden‹ »
Besvarelsen af dette spørgsmål burde være en fælles opgave for os alle, troende som ikke-troende.

Anne Marie Aagaard nævner, at anledningen til disputatsen kom fra ›løsrevne  udsagn i 1960›ernes teologiske litteratur, som omtalte nødvendigheden af et arbejde med pneumatologien på en bredere basis end ekklesiologien, altså hhv. læren om helligånden og læren om kirken (og dens rolle?).

I bogen henviser AMAa i  fodnote 17 på s. 180 til Irenæus (ca. 130-ca. 200): »Selv om eftertiden undgår udtrykket, fordi det så let kan misforstås, har Irenæus tale om, at mennesket er skabt med Helligånden som en del af sin naturlige udrustning, afgørende præget orthodoks tradition.« (min. fremh.)

Fodnoten gælder denne tekst (s.s.): »Hele denne sammenhæng mellem det Kristusformede menneske og den humaniserede verden som gudsrigets ikon viser ganske tydeligt, at orthodoks teologi ikke kan operere med begrebet »natura pura« til forståelse af forholdet mellem skaber og skabning.«

I dette reformationsår finder jeg, at det ville være yderst aktuelt at man i den kristne kirke tog disse spørgsmål alvorligt. Og ikke mindst på en måde, så en bredere offentlighed kunne følge med i overvejelserne.

I den avis udgivet af KD i jubilæets anledning, finder jeg da også flere passager, som demonstrerer at der i den kristne kirke er uenighed om disse spørgsmål. Men jeg vil begrænse mig til at citere ham, der hyldes.

I Luthers katekismus hedder det: »Jeg tror på Helligånden. En hellig almindelig kirke, de helliges samfund, synderens forladelse, kødets opstandelse og det evige liv. Amen.«

Og Luther udlægger det således, at mennesket ikke ved egen fornuft eller kraft kan tro på Jesus. Men at helligånden kan udføre det job. Altså få mennesket til at tro på Jesus. Det er hvad jeg kalder en instrumentalisering af  helligånden.  En uhensigtsmæssig og muligvis skæbnesvanger begrænsing af dens kraft, som der bør gøres op med. Og i samme bevægelse en afmægtiggørelse af mennesket.

Derfor: Slip helligånden fri.



torsdag den 21. maj 2015

Det numinøse og det hellige



Selv en så stålsat ateist som Christopher Hitchens måtte indrømme, at der findes noget i mennesket, som kan pege mod noget helligt, nemlig det numinøse. (Læs evt. her)
Dette fænomen, det numinøse, udgjorde i 1917 udgangspunktet for den tyske teolog Rudolf Ottos forsøg på at bestemme det hellige, i bogen af samme navn, »Das Heilige«, og det er sandsynligt, at det var fra denne Hitchens - direkte eller indirekte - hentede sit synspunkt.

Ifølge en analyse af bogens betydning idag, i form af et langt efterskrift ved den tyske religionssociolog Hans Joas, så havde Otto (bl.a.) to formål med at skrive bogen. Dels skulle den muliggøre en dialog om det hellige ved menneskets eksistens mellem troende og ikke-troende, dels skulle den befordre en sådan dialog mellem de forskellige religioner.

Som selvudnævnt religiøs ateist har jeg i mine pensionsår forsøgt at slå til lyd for, at en forståelse af det hellige ved vort liv, er helt uomgængelig, hvis vi skal finde motivation og kraft til at løse de enorme problemer, som den globale civilisation nu er konfronteret med. Naturligvis måtte jeg finde Ottos erkendelser omkring det hellige meget opmuntrende.

Det var derfor med stor interesse, at jeg i Kristeligt Dagblad  d. 15. maj 2015 kunne læse en anmeldelse af teologen Jakob Wolfs netop udgivne bog »Det Guddommelige«, som er et forsøg på at genoptage tankerne og ideerne i Rudolf Ottos »Das Heilige«.

Min skuffelse, ja ærgrelse, grænsende til vrede, meldte sig imidlertid efter få siders læsning. Ikke blot i titlen på sin bog - hvilket der kunne have været reguleret for - men i hele behandlingen af tematikken udskifter Wolf begrebet det hellige med det guddommelige. Hvorved han effektivt skævvrider intentionerne i Ottos bog, som ovenfor antydet. Det er min klare overbevisning, at Otto ville have protesteret heftigt mod en sådan ligestilling af de to begreber. I denne sammenhæng ændrer det intet ved sagen, at Otto selv, på basis af sit arbejde, nåede til den overbevisning, at den kristne religion (men hvilken?) var det hidtil bedste forsøg på at lade det hellige komme til udtryk i samfundet. Men han havde kendskab til et stort antal religioner verden over, og respekterede dem alle, også hvis de ikke havde en gud som kernen i deres tro. Han så dem som alternative og acceptable måder at leve det hellige på.

En sådan åbenhed mener jeg ikke Jakob Wolf, til syvende og sidst, gør sig til talsmand for. Indrømmes skal det, at han i bogens sidste afsnit (som også citeres på dens omslag) vender tilbage til det hellige. Afsnittet (s. 184-5) fortjener at blive citeret i sin helhed:

»Det hellige er et universelt fænomen, der unddrager sig det moderne samfunds rationaliseringsproces. Det tilhører ikke fortiden, men er en vigtig del af ethvert samfunds opretholdelse og udvikling. Uden sansen for det hellige bliver et samfund til et samfund, hvor ikke bare alt er til salg, men alt er allerede solgt til Djævelen. Uden sansen for det hellige er der ingen garanti for, at rationaliteten ikke slår om i barbari. Uhæmmet vækstøkonomi og en rationalisering af produktionen, der er grænseløs i forhold til naturen og mennesket, truer med at ødelægge alle vitale balancer i mennesket og i naturen. Vi lider under en uudviklet sans for det hellige. De følelser, hvormed vi er forbundet mec kosmos og det hellige, forkrøbler i os af mangel på opmærksomhed og kultivering. De skal dyrkes og udvikles igen. Det kan finde sted i den ugentlige gudstjeneste

Jeg har fremhævet to steder, hvor Wolf efter min mening (igen) går galt i byen, med store konsekvenser. Ved at introducere djævelen lægger han afstand til alle de mange, der ikke tror på denne. Og ved at gøre gudstjenesten (den protestantiske? den katolske? den evangeliske? eller?) til stedet, hvor det hellige skal dyrkes, har han koblet endnu flere af, og - hvad værre er - indsnævret feltet for det helliges virkningsområde.

I modsætning til Jakob Wolf mener jeg, at det hellige i princippet skal dyrkes og udvikles alle steder, hvor mennesker mødes og tager beslutninger, som har betydning for dem selv og alle, som berøres af disse beslutninger. Dette implicerer, at vi alle - troende som ikke-troende - engagerer os i den vanskelige læringsproces, som består i at vi først finder frem til, hvad vi betragter som helligt, og derefter i videst mulige omfang indretter vore handlinger derefter.

Afslutningsvis må det tilføjes, at det samfund vi kender på vore breddegrader, allerede i vid udstrækning er præget af respekt for det hellige, ikke mindst takket være dele af kirkernes historiske arbejde. Men også i kraft af ikke kun religionsbaserede tiltag, såsom menneskerettigheder, velfærdsordninger, ulandsbistand m.v. Problemet er imidlertid, at de »tunge«  problemområder - ikke mindst økonomi, storpolitik og vort forhold til naturen (som antydet af Wolf i citatet) - disse områder er så godt som klinisk renset for overvejelser omkring det hellige. Det er den situation, der må rettes op på.

(Jeg skal i et senere indlæg søge at belyse, hvad Rudolf Otto forstår ved det numinøse).


mandag den 29. december 2014

Den fremtidige gud ?

»Guden selv findes kun i fantasien, i sproget, i kunsten, i kulten...og derfor bliver han til just det, de gudeproducerende mennesker ønsker.« Dette skriver Jens-Andre Herbener og Mikael Rothstein i Politiken 27/11-14 som kommentar til Bjørn Bredals tidligere omtale i samme avis af den nye oversættelse af bibelen, hvor guds status ændres fra ›almægtig‹ til ›gavmild‹. (Læs også her)

En sådan fleksibel forståelse af gud behandles også af teologen Lars Sandbeck i dennes bog fra 2012 »De gudsforladtes gud - Kristendom efter postmodernismen«. Et citat herfra: »..Gud er endnu ikke blevet det fremtidige selv, han har intenderet at blive....Guds egen fremtidig(e) væren som den Gud, han ønsker at være, er betinget af, at kirken bliver den fuldkomne kirke«. (s. 213) Dette vil iflg. Sandbeck ske den dag »...hele menneskeheden, er blevet indlemmet i den guddommelige familie, først da er Gud blevet det selv, han anticiperer og ønsker at blive«. (s. 214)

Hvordan skal jeg som religiøs ateist forholde mig til disse tendenser indenfor den kristne kirke? I min optik er de 3 monoteistiske religioner, kristendom, islam og jødedom, i øjeblikket - på meget forskellig vis - involveret i destabilisering af en lang række samfund verden rundt, fra USA til mellemøsten til Israel. En situation som ret åbenlyst er uholdbar og som må have sin rod i ›funktionsfejl‹ ved de pågældende religioner. De har alle tre forsømt at promovere det hellige, deres egentlige eksistensberettigelse.

Som religiøs ateist tror jeg på, at der er noget helligt ved den menneskelige tilværelse. Dette hellige kom til verden sammen med og i mennesket. Der er  to grundlæggende elementer i det hellige: respekt for den natur, vore forfædre og -mødre i en vis udstrækning var trådt ud af, samt respekt og omsorg for det nye væsen, man udviklede sig til.

Lad det være sagt med det samme: at indkredse det hellige i og ved menneskets eksistens kan ikke gøres med noget der bare minder om videnskabelig nøjagtighed. En (begrænset) videnskabelig viden om mennesket går i bedste fald ca. 40.000 år tilbage (arkæologi) og på det tidspunkt havde vi allerede været mennesker i lang, lang tid. Nogle vil mene mere end en million år. Før der var mennesker, var der hominider. Nogle af disse udviklede sig til homo. Det er nu min tese, at denne overgang kun kunne lade sig gøre, fordi der viste sig et særtræk hos nogle hominider, som tillod dem at løsrive og distancere sig fra den natur, som de hidtil (som andre dyr) havde været en helt afhængig del af.

Det er i den løsrivelsesproces, jeg ser det hellige opstå. Der er især to elementer i processen, der er væsentlige. For det første dens mulighed. Noget skulle være på plads, for at løsrivelsen kunne ske. For det andet distanceringens opretholdelse. Det sidste krævede en spirende kollektiv indsats af flere individer med samme forudsætninger.

Til belysning af det særtræk, der var forudsætningen for løsrivelses- og distanceringsprocessen, vil jeg tage udgangspunkt i en vittighedstegning jeg så for mange år siden. Den var enten af Storm P. eller Fritz Jürgensen. En mand står med et barn og kigger ned i Frederiksholms kanal: ›Se min ven, der svømmer en and. Forskellen på den og mig er, at jeg ved, den er en and. Det ved den ikke selv‹. Sidste sætning er vistnok tilføjet af mig.

Et gedigent filosofisk bud på dette forhold har jeg fundet i den filosofiske antropologi, som havde sin storhedstid i Tyskland i begyndelsen af 1900-tallet. Som en kort introduktion til tankegangen vil jeg benytte mig af Helmutt Plessner's ideer i bogen ›Die Stufen des Organischen und der Mensch‹ (1928) (›Det organiske livs trin og mennesket‹).

Det organiske liv kan iflg. Plessner opdeles i tre trin, som på afgørende vis adskiller sig fra hinanden: planter, dyr og mennesker. Det der adskiller dem fra hinanden, er den måde, hvorpå de forholder sig til deres grænser til omverdenen i deres opretholdelse af livet. Planter er passive modtagere af de input deres livsproces afhænger af, de forbliver indenfor deres grænser, de handler ikke. (at vende bladene mod lyset er IKKE at handle). Dyr derimod registrerer indtryk fra omverdenen og handler i kraft af processer i deres nervesystem aktivt for at opretholde livet. De handler ud fra et center bestående af instinkter og bearbejder deres omgivelser styret af samme. Men de kan ikke se på sig selv. De er centrisk positioneret.

Lige netop denne evne, at kunne se på sig selv, så at sige udefra, må antages at have ligget som en spirende mulighed, hos de hominider som udviklede sig til mennesker. Det er denne excentriske positionalitet som iflg. Plessner er den helt afgørende forskel på mennesker og andre levende organismer, dyr som planter. Som har ført til, at vi kan opfatte os som værende åndsmennesker med en sjæl.

Naturvidenskabsmanden og biologen Edgar Morin udtrykker efter min mening det samme, når han skriver:
"Hvem kan tvivle på åndens tilstedeværelse? At afstå fra den illusion, der i sjælen ser en ikke-materiel 'substans', er ikke det samme som at benægte sjælens eksistens, men betyder tværtimod en begyndende anerkendelse af kompleksiteten, rigdommen og den uudgrundelige dybde i den genetiske og kulturelle arv og i den personlige, bevidste eller ubevidste erfaring, som tilsammen udgør den væren, som vi er, det enestående og afviselige vidne til os selv."
Citeret fra hans bog "Tilfældigheden og nødvendigheden - et essay om den moderne biologis naturfilosofi" Fremad 1971, s.144

Det er i lyset af den excentriske positionalitet og den måde hvorpå vore forfædre - som sagt gennem måske millioner af år - har administreret den, at vi kan prøve at indkredse kernen i det hellige. Men uden at det skal fremstå som en konklusion, så lad mig allerede her antyde, at det var den evne til at se på os selv udefra, der på et tidspunkt i historien, for ca. 3-4000 år siden, fik os til at kunne danne os forestillinger om overjordiske væsener, guder i himlen. Måske fordi det var blevet for vanskeligt at opretholde troen på guder i naturen ?

Det skal nu være min påstand, at de vestlige monoteismer i vor tid stiller sig i vejen for en respekt for det hellige, en respekt som efter min mening er tvingende nødvendig, hvis vi skal kunne håbe på at finde løsninger på de enorme problemer, som den globale udvikling stiller os overfor. Den væsentligste årsag til dette svigt, er den afmægtiggørelse, som troen på en gud kan forårsage.

Thorkild Bjørnvig udgav i 1975 et lille skrift »Det religiøse menneskes ansigter« hvor han gjorde sig lignende tanker om kristendommen. Således skriver han (s.78): »Det har altid været en af religionens nærliggende opgaver: at befæste og ritualisere religiøse erfaringer, og det har den kristne kirke før gjort - hvis den da ikke lige har fordømt dem som kætterier - og det er måske en af de opgaver, moderne kristendom mest har forsømt, ja nærmest ser ud til at have gjort en dyd af at negligere.« Og han kritiserer at vi er blevet gjort til »...partigængere, ikke blot i politik, men også i religion...«

Det er kun vi mennesker, der kan tage hånd om det hellige og indrette vore samfund efter de påbud, som respekt for det hellige indebærer. Det er kun os, der kan sikre vore fortsatte eksistensmuligheder.  I den henseende er det ansvarsforflygtigelse at forlade sig på overjordiske magters styring. På den anden side er det en kendsgerning, at der også i verdens mange religionssystemer, såvel som i filosofi og etik, ligger indkapslet overleverede erkendelser af det hellige og det helliges virken blandt mennesker. Erkendelser, som vi alle har brug for, og som har deres oprindelse i menneskehedens  historie fra dag 1 for millioner af år siden.

Derimod er der ikke brug for nogen guder i fremtiden. Men måske noget i retning af det, de kristne kalder helligånden. En kraft, som de - efter min mening - har tilsidesat til fordel for en strid om definitionen af  en tredelt guds karakter og udlæggelse af en tekst bygget op af en, jfr. den nye bibeloversættelse, åbenbart flertydig tekst forfattet under yderst forskellige forhold af personer med åbenbart afvigende hensigter.


tirsdag den 16. september 2014

Monoteismernes kamp

På værdiernes område er det især de 3 monoteistiske religioner, der synes at spille en uafklaret og usikkerhedsskabende rolle i vor tid. Set i evolutionært perspektiv er disse kulturelle systemer af ret ny dato, idet de opstod for mellem 4000 (jødedom), 2000 (kristendom) og 1500 (islam) år siden. I bogen The Evolution of God har Robert Wright søgt at beskrive denne udvikling.  Som historien har vist, og viser, giver disse religioners tro på en almægtig instans, angiveligt hævet over den jordiske evolution, anledning til voldsomme spændinger på den globale scene. Spændinger hvis nye former vi kun kan gisne om, især i betragtning af konfrontationen med den voksende økonomiske magt bag de store asiatiske trossystemer. Men også i modsætningerne indenfor og ikke mindst imellem dem og de stadigt mere sekulært etablerede og politisk opretholdte menneskerettigheder.

Der kan formentlig ikke tvivles på, at disse tre nyere religioner - i lighed med andre religiøse systemer -  har deres rødder i situationer, som opstod i den proces, hvor vore forfædre langsomt gjorde sig fri af deres instinktbundethed. Der har været behov for ritualer og myter til at udholde og opretholde frygten og respekten for naturen. Men efterhånden er religion og tro også blevet instrumenter i kampen mellem mennesker indbyrdes. Dette beskriver Robert Wright på overbevisende måde for jødedom, kristendom og islam. Her har en påstået almægtig gud spillet en central rolle i kampen om magten over samfundene. 

Men i visse områder af verden har der i nyere tid kunnet konstateres en betydelig svækkelse af især den protestantiske kristendoms indflydelse, disse samfund er blevet overvejende sekulære. I hvert fald har de fået, i lighed med de fleste andre moderne stater i verden, sekulære statsforfatninger.  Den udvikling mod en aftagende rolle i menneskers liv, som religion har oplevet, f.eks. i Nordeuropa, ser nu ud til, bl.a. som følge af  indvandring og multikulturalisering, at være stoppet og måske vendt.  Således gør en toneangivende filosof som Jürgen Habermas sig til talsmand for, at religionerne har, og skal have, en berettiget plads i den civile, sekulære stat, dog med sidstnævnte som overhøjhed på menneskerettighedsområdet, hvilket i sig selv er udtryk for nye spændinger og konfliktmuligheder. (Her kan f.eks debatten om omskæring af drengebørn tjene som eksempel). Habermas plæderer i den sammenhæng for en tilnærmelse mellem de sekulære og de religiøse kræfter i samfundet.

At der også internt i de religiøse systemer er store spændinger, turde udviklingen indenfor islam med al tydelighed demonstrere. Som den yngste af monoteismerne forekommer den også at være den mest ustabile, præget af mer eller mindre krigeriske og fundamentalistiske retninger.

Af stor vigtighed er det, at alle de nævnte religioner har mange tilhængere, som, sideløbende med deres tro og overbevisning, også i vid udstrækning bekender sig til rationalitet og menneskerettigheder. Set i et evolutionært perspektiv vil det bl.a. afhænge af sådanne kræfter, om religionerne kan tilpasse sig en fredelig global udvikling, eller om de fortsat vil være kilder til fjendskab og ustabilitet. På dette område kunne det være af stor betydning, hvis det kunne lykkes os at finde frem til et begreb om det hellige, som kunne danne fælles udgangspunkt for såvel sekulære som religiøse overbevisninger. Et begreb som med stor sandsynlighed ligger indlejret i de forskellige trossystemer, med forankring i menneskets tidligste udvikling. Og derfor tilgængeligt og tendentielt forpligtende for alle. Den tyske filosof Peter Sloterdijk mener i den sammenhæng, at det var renæssancens »gåen-bag-om« den kristne tradition og ›genopdagelsen‹ af den hellenske filosofi og verdensanskuelse, der lagde grunden til oplysning og modernitet. Idag skal vi måske gå endnu længere tilbage, for at finde inspiration til nye moralske og etiske værdier.

(Dette indlæg er en udvidet del af en større tekst Et evolutionært syn på verden hvor jeg også gør mig nogle tanker om hvilke evolutionære ændringer man kan tænke sig på økonomiens og demokratiets område. Læs evt. også Evolution, religion, guder og helligånd) 

torsdag den 10. juli 2014

Hvis jeg var helligånden !



Hvis jeg var helligånden ville jeg sikkert læse Kristeligt Dagblad (KD). Og jeg ville græmme mig over udmeldingerne fra de 4 bispekandidater i avisen d. 9. juli. Ikke med et ord bliver jeg nævnt.  (Læs her)

Tilgiv mig denne lettere blasfemiske indledning til en kommentar, som er yderst alvorligt ment.

De 4 kandidaters udsagn om deres respektive teologiske ståsteder demonstrerer nemlig for mig med al ønskelig tydelighed, hvorfor den kristne kirke idag er totalt uengageret i og ligegyldig for en samfundsdebat, der tager tidens udfordringer alvorligt.

Dette til trods for at et sådant engagement igen og igen efterlyses fra kredse indenfor kirken selv. Således biskop Kjeld Holm »Samfundet og den tavse kirke - teologer bør blande sig mere i debatten« (KD 15/3-14) og professor Viggo Mortensen »Vestens kirker står ved en korsvej«  (KD 24/5-14). I sidstnævnte artikel hævdes, at den kristendomsform som kejser Konstantin grundlagde i 300-tallet er ved at forsvinde. Men lige netop dette dementeres tilsyneladende af de 4 bispekandidaters udsagn. Disse kan nemlig, i hvert fald for en ikke-teolog, læses som en videreførelse af de diskussioner, der fandt sted på kirkemødet i Nicæa i år 381. Med den meget væsentlige forskel, at helligånden nu er gledet helt ud af opmærksomhedsfeltet. Selv i den oprindelige trobekendelse fra 381 havde helligånden en relativt beskeden fremtræden og igen, hvis jeg var helligånden, så ville jeg føle mig lettere pikeret over blot at være blevet udnævnt til at have besvangret en gift kvinde.

Med en del ond vilje kan man godt betegne de 150 biskoppers ærinde i 381, som netop at nedprioritere og bortlede opmærksomheden fra helligåndens betydning. Velsagtens fordi de ikke helt forstod, hvad de havde med at gøre! Det skete så til fordel for en intens og intern diskussion om forholdet mellem Jesus og gud. Var de søn og fader? Eller var de kloner af hinanden? Et forehavende som deres nutidige kolleger trofast synes at ville fortsætte. Var det Jesus der døde for os på korset? Eller var det gud? Hvad skal vi tro?

Hvad skal vi tro? Netop dette er hovedsagen - hvordan etablerer vi en fortsat tro på, at i den hellige treenighed drejer det sig først og fremmest om Jesus og gud, sønnen og faderen, medens det tredje hjul på vognen henvises til en i bedste fald formidlende rolle mellem de to.

Her ligger efter min mening årsagen til, at den kristne kirke har sat sig udenfor samfundet. En større opmærksomhed omkring helligåndens rolle, kunne nemlig have ført til den indsigt, at det var helligånden, der kom først. Som værende tilstede i mennesket fra dettes oprindelse.

Et interview med medlem af Etisk Råd, Christian Borrisholt Steen, »Sandhedens ene vej er udfordret« (KD 7/6-14) har underoverskriften »I søndagens prædiketekst beskrives Helligånden som ›sandhedens ånd‹, der skal være her til evig tid« og i selve prædiketeksten taler Jesus om sandhedens ånd ›som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den‹ men ›I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer‹. Dette kan kun tolkes, mener jeg, således at Jesus, som selv vejledes og styres af helligånden, ved at det samme er tilfældet for dem, han taler til. Men der skal lidt trumf på, og derfor må han identificere sig med denne ånd og love at komme tilbage fra sit midlertidige ophold hos faderen, for at videreføre sit virke. Det var åbenbart ikke nok at sige: ›Sandhedens ånd vil virke i jer, også efter min død‹.

I den tidligere nævnte artikel af Viggo Mortensen citerer han en amerikaner, Philip Jenkins, som stiller europæerne overfor et valg: ›Vi kan vælge at blive et museum eller kristendommens kirkegård, eller vi kan udvikle Europa til et  laboratorium, hvor der tænkes og udvikles nyt - også på det religiøse område.

Hvis den kristne kirke vil påbegynde et arbejde med at uddestillere helligåndens væsen af de hellige skrifter, så tror jeg man vil finde, at man her står med en væsentlig åndelig faktor, som med stor ret kan søges tilført den samfundsdialog, hvor det religiøse nu er nærmest fraværende. Det smukke er desuden, at jeg finder det sandsynligt, at ateister og ikke-religiøse (som mig selv) vil kunne mobiliseres til at arbejde med på et sådant forehavende med udgangspunkt i bl.a. nyere teorier om filosofisk antropologi, psykologi, bevidsthed og kognition.




onsdag den 28. maj 2014

To sider af religion

Der er to sider af religion, som må holdes adskilt.

Den ene side, som jeg vil hævde er den oprindelige, fokuserer på hvordan vi skal omgås vore medmennesker og naturen. Det er den side, der handler om kærlighed, det gode, moral og etik, for  nu at sige det kort. Det er her jeg finder det hellige. »Human decency is not derived from religion. It precedes it.« (Christopher Hitchens)

Den anden side handler om vores frygt og om hvordan vi kan blive frelst og hvordan vi kan få et liv efter døden. Den evne til at tænke os ud af kroppen (som jeg omtalte i mit forrige indlæg) er forudsætningen for denne frygt og dette ønske om en bedre tilværelse, end den man har her på jorden. Til at tilfredsstille denne frygt, var det nødvendigt at installere en gud og et sted, himlen/helvede, hvortil man kunne blive transporteret efter døden. (Denne side handler naturligvis om meget andet og er præget af den enkelte troendes forståelse af religionen. Jeg er mig således bevidst, at mange troende ikke i dybeste forstand tror på et liv efter døden, f.eks. Men det er især de af mig her fremhævede særtræk, som har uheldssvangre samfundsmæssige konsekvenser.)

Det er vel ikke en helt urimelig antagelse, at de personer (Moses, Jesus, Muhammed m.fl.) der i den bedste mening forsøgte at få folk til at gøre det gode, kunne drage nytte af disse overnaturlige fænomener i deres arbejde.

Hovedparten af de ulykker der har været - og stadig er - knyttet til de tre monoteistiske religioner, kan henføres til deres overnaturlige aspekter. Og der er meget der tyder på, at der stadig ligger enorme, måske civilisationstruende, konflikter og spændinger her. Vores fremtid vil derfor i vid udstrækning være påvirket af, om der indenfor disse religiøse systemer vil opstå en erkendelse af det uholdbare i, at lade sådanne tilstande fortsætte.

Men sideløbende hermed er det mindst lige så vigtigt, at vi, der er ateister eller på anden vis ikke-troende, også gennemfører en åndelig udvikling af de hellige impulser i vor humanitet.

Jeg citerede ovenfor fra ateisten Christopher Hitchens bog »God is not great«. Han siger et sted om Albert Einstein (i min oversættelse): »Helt igennem jødisk, og derfor exileret, defameret og forfulgt, bevarede han hvad han kunne af den etiske jødedom og forkastede den barbariske mytologi i pentateuch (Mosebøgerne

Det er en sådan forædlingsproces de monoteistiske religioner må gennemgå. Det burde kunne være en fælles opgave for såvel troende som ikke-troende.

(Alt dette vil blive uddybet, underbygget og videreudviklet i kommende indlæg.)