torsdag den 21. maj 2015

Det numinøse og det hellige



Selv en så stålsat ateist som Christopher Hitchens måtte indrømme, at der findes noget i mennesket, som kan pege mod noget helligt, nemlig det numinøse. (Læs evt. her)
Dette fænomen, det numinøse, udgjorde i 1917 udgangspunktet for den tyske teolog Rudolf Ottos forsøg på at bestemme det hellige, i bogen af samme navn, »Das Heilige«, og det er sandsynligt, at det var fra denne Hitchens - direkte eller indirekte - hentede sit synspunkt.

Ifølge en analyse af bogens betydning idag, i form af et langt efterskrift ved den tyske religionssociolog Hans Joas, så havde Otto (bl.a.) to formål med at skrive bogen. Dels skulle den muliggøre en dialog om det hellige ved menneskets eksistens mellem troende og ikke-troende, dels skulle den befordre en sådan dialog mellem de forskellige religioner.

Som selvudnævnt religiøs ateist har jeg i mine pensionsår forsøgt at slå til lyd for, at en forståelse af det hellige ved vort liv, er helt uomgængelig, hvis vi skal finde motivation og kraft til at løse de enorme problemer, som den globale civilisation nu er konfronteret med. Naturligvis måtte jeg finde Ottos erkendelser omkring det hellige meget opmuntrende.

Det var derfor med stor interesse, at jeg i Kristeligt Dagblad  d. 15. maj 2015 kunne læse en anmeldelse af teologen Jakob Wolfs netop udgivne bog »Det Guddommelige«, som er et forsøg på at genoptage tankerne og ideerne i Rudolf Ottos »Das Heilige«.

Min skuffelse, ja ærgrelse, grænsende til vrede, meldte sig imidlertid efter få siders læsning. Ikke blot i titlen på sin bog - hvilket der kunne have været reguleret for - men i hele behandlingen af tematikken udskifter Wolf begrebet det hellige med det guddommelige. Hvorved han effektivt skævvrider intentionerne i Ottos bog, som ovenfor antydet. Det er min klare overbevisning, at Otto ville have protesteret heftigt mod en sådan ligestilling af de to begreber. I denne sammenhæng ændrer det intet ved sagen, at Otto selv, på basis af sit arbejde, nåede til den overbevisning, at den kristne religion (men hvilken?) var det hidtil bedste forsøg på at lade det hellige komme til udtryk i samfundet. Men han havde kendskab til et stort antal religioner verden over, og respekterede dem alle, også hvis de ikke havde en gud som kernen i deres tro. Han så dem som alternative og acceptable måder at leve det hellige på.

En sådan åbenhed mener jeg ikke Jakob Wolf, til syvende og sidst, gør sig til talsmand for. Indrømmes skal det, at han i bogens sidste afsnit (som også citeres på dens omslag) vender tilbage til det hellige. Afsnittet (s. 184-5) fortjener at blive citeret i sin helhed:

»Det hellige er et universelt fænomen, der unddrager sig det moderne samfunds rationaliseringsproces. Det tilhører ikke fortiden, men er en vigtig del af ethvert samfunds opretholdelse og udvikling. Uden sansen for det hellige bliver et samfund til et samfund, hvor ikke bare alt er til salg, men alt er allerede solgt til Djævelen. Uden sansen for det hellige er der ingen garanti for, at rationaliteten ikke slår om i barbari. Uhæmmet vækstøkonomi og en rationalisering af produktionen, der er grænseløs i forhold til naturen og mennesket, truer med at ødelægge alle vitale balancer i mennesket og i naturen. Vi lider under en uudviklet sans for det hellige. De følelser, hvormed vi er forbundet mec kosmos og det hellige, forkrøbler i os af mangel på opmærksomhed og kultivering. De skal dyrkes og udvikles igen. Det kan finde sted i den ugentlige gudstjeneste

Jeg har fremhævet to steder, hvor Wolf efter min mening (igen) går galt i byen, med store konsekvenser. Ved at introducere djævelen lægger han afstand til alle de mange, der ikke tror på denne. Og ved at gøre gudstjenesten (den protestantiske? den katolske? den evangeliske? eller?) til stedet, hvor det hellige skal dyrkes, har han koblet endnu flere af, og - hvad værre er - indsnævret feltet for det helliges virkningsområde.

I modsætning til Jakob Wolf mener jeg, at det hellige i princippet skal dyrkes og udvikles alle steder, hvor mennesker mødes og tager beslutninger, som har betydning for dem selv og alle, som berøres af disse beslutninger. Dette implicerer, at vi alle - troende som ikke-troende - engagerer os i den vanskelige læringsproces, som består i at vi først finder frem til, hvad vi betragter som helligt, og derefter i videst mulige omfang indretter vore handlinger derefter.

Afslutningsvis må det tilføjes, at det samfund vi kender på vore breddegrader, allerede i vid udstrækning er præget af respekt for det hellige, ikke mindst takket være dele af kirkernes historiske arbejde. Men også i kraft af ikke kun religionsbaserede tiltag, såsom menneskerettigheder, velfærdsordninger, ulandsbistand m.v. Problemet er imidlertid, at de »tunge«  problemområder - ikke mindst økonomi, storpolitik og vort forhold til naturen (som antydet af Wolf i citatet) - disse områder er så godt som klinisk renset for overvejelser omkring det hellige. Det er den situation, der må rettes op på.

(Jeg skal i et senere indlæg søge at belyse, hvad Rudolf Otto forstår ved det numinøse).


4 kommentarer:

  1. Jeg læser med taknemmelighed om din enkle, klare og fordomsfrie indstilling. At hæve sig op i det niveau tænker jeg kræver både erkendelse og integration i hverdagslivet, sådan at jeg kan afsløre og sætte mig fri af begærligheden og begrænsningen i visse af i de gængse sansers univers (voldtages vi af underholdning og forbrugerisme?) , og bør jeg nævne det, seksualiteten kan være kilde til både krig og kærlighed.
    Er det en del af det hellige, - er alt helligt?
    Ikke "alt" som en intellektuel forståelse, men som en oplevelse af altings sammenhæng. Hvordan vi så end når derhen (har du et bud, om du kan se min tankegang?). For vores børns, børns, børns skyld, nu for at tage din situation alvorligt.
    Er der ekko derude? Venlig hilsen Stig

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak for din kommentar. Hvad det hellige er, er ikke muligt at præcisere. Men ikke alt er helligt. Jeg ser det hellige som en mulighed der ligger i os, og som vi kan søge at realisere efter bedste evne.Som regel ved vi, om det er lykkedes, når vi ser resultatet af vore handlinger. Det er naturligvis lettest i de nære ting. Når det kommer til samfundet, bliver det mere uoverskueligt. Det må hele tiden holdes oppe i vor samtale med hinanden. Kunne vi have gjort det bedre? Jeg synes ikke, at vi gør det godt nok, med tanke på vore børns og øvrige efterkommeres fremtid. Den debat må holdes levende. Vi må indse, at mange af de vaner og lyster vi har erhvervet os, ikke er hensigtsmæssige i det perspektiv.

      Slet
  2. Hej Ib Jørgensen
    Tak for spændende læsning. Jeg finder det oplysende at læes om alt det folk kan indoktrineres til at tro på.
    Jeg forholde mig stærkt tvivlende som jeg også gør det i alle andre forhold.

    "Uden sansen for det hellige bliver et samfund til et samfund"
    Fint med mig-
    Så må vi undvære illusionen om et samfund.
    Det passer også fint med Margaret Thatcher berømte citat: “There is no such thing as socity”.

    “Uden sansen for det hellige er der ingen garanti for, at rationaliteten ikke slår om i barbari”
    Det lyder som det “argument” ALLE religiøse bruger.
    Nej det er der ikke. Men hvorfor skulle man forvente babari?
    Der er helle ingen garanti for at bliver gammel.
    Eller, hvad er der garenti for?
    Hvordan er der ganranti for et harmonisk samfund gennem erkendelsen af det hellige?

    “Uhæmmet vækstøkonomi og en rationalisering af produktionen, der er grænseløs i forhold til naturen”
    Er religiøst begrundet- Det er det religion ganratere- Vejen til harmagedon og den nye verden.
    Det viser os alene, at vi bør bekæmpe religionmed alle legitime midler. Det viser og ikke at vi har brug for noget du kalder helligt.

    “De følelser, hvormed vi er forbundet med kosmos”
    Er beskrevet i den positvistiske fysik- Der har vi heller ikke noget at bruge påstanden om nogen helligt til.

    “djævelen lægger han afstand til alle de mange, der ikke tror på denne”
    Og da nogen ikke ville tro på hekse eller slaveri, lagge man afstand til dem troede på hekse og slaveri.
    Hvordan er “hvad nogen tror på eller ikke tror på” et argument?

    “og alle, som berøres af disse beslutninger”
    Hvordan sker det i praksis?

    “ikke mindst takket være dele af kirkernes historiske arbejde”
    At man har brændt mennesker som hekse?
    At men har handlet mennesker som slaver?
    At man behandler mennesker som vnatro?
    Der er vist ikke noget ved det hellige, som jeg ønsker for nogen.

    “menneskerettigheder, velfærdsordninger, ulandsbistand”
    Vil du prøve at forklare behovet for disse uden, at bruge religiøs begrundelse?
    Jeg vil jo pege på at disse påstande er forsøg på at kompencere for alt det dårlige, som er FORMÅLET med påstanden om religion.

    “Hvordan skal jeg som religiøs ateist”
    Hvordan kan man skrive det uden at det er en selvmodsigelse eller udvaning af begreber?
    Vil du definere hvad du mener med ateist?
    Vil du definere hvad du mener med religiøs?
    Jeg skal måske lige nævne, at jeg ikke anerknder nogle af begreberne.

    “Der er to grundlæggende elementer i det hellige: respekt for den natur, vore forfædre og -mødre i en vis udstrækning var trådt ud af, samt respekt og omsorg for det nye væsen, man udviklede sig til”
    Hvad er det så, man ikke skal have respekt for?
    Hvis, der ikke specifik man ikke skal have respekt for- Hvordan giver det så mening at nævne noget specifikt man skal have respekt for?

    Det er nu min tese, at denne overgang kun kunne lade sig gøre, fordi der viste sig et særtræk hos nogle hominider, som tillod dem at løsrive og distancere sig fra den natur, som de hidtil (som andre dyr) havde været en helt afhængig del af.
    Hvordan belægger du den tese?
    Og hvilken homoinider taler vi om?
    Naturhistorien peger på et kontinuum uden en klar afgrænsning eller overgang.

    “Forskellen på den og mig er, at jeg ved, den er en and”.
    En chimpanse ved godt, at den er noget andet end andre dyr.
    Den ved hvilke gruppe den høre til og forsøg peger på, at den har bedre styr på den andre medlemmers placering end vi mennesker har på vore medmennesker.
    Anden ved også godt, at den ikke er en snegl- For den er en snegl = mad. Det er andre ænder ikke.

    “liv kan iflg. Plessner opdeles i tre trin, som på afgørende vis adskiller sig fra hinanden”
    Hvor høre søanemoner og gobler så til?

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Jens Verner
      Jeg tvivler ikke på dit engagement og din overbevisning (selv om sidstnævnte ikke står helt klart for mig). Men din debatform tillader mig ikke at svare her. Jeg har en tilgang til disse ting, som du helt åbenlyst er uenig i og den måde du argumenterer på siger mig, at det ikke vil nytte noget at jeg kaster mig ud i at svare på alle dine spørgsmål. Men tak for interessen.
      Venlig hilsen
      Ib J.

      Slet